Sproget kraft

Med sproget maler vi billeder – selvportrætter – fra de mindste små valg af ord til de store ordbilleder tegner vi fortællingen om os selv, vores byggesten, indre overbevisninger, vores frygt, længsler, ønsker og domme.

Med ord fortæller vi historien om hvem vi og hvad der rumler under overfladen og samtidig lytter kroppen og historien, så vi på samme tid skaber os selv.

Hvis vi har modet og tålmodigheden til at lytte til de ord, vi vælger eller som slipper ud – har vi en sproglig kongevej til at opnå større klarhed – både overfor os selv og andre.

Language is the house of being. In its home human beings dwell. Heidegger 1949

 

De små ord med den store kraft

Lyt fx til hvordan du bruger de små ord som kan og vil.

Det kunne være: Jeg kan ikke holde styr på det hele, jeg kan ikke mere i aften, jeg kan ikke sige det til dem…

Det kan føles sandt, at du ikke kan et eller andet, mens det måske nærmere er et udtryk for noget, du ikke vil. Du er blot utydelig eller måske frygtsom overfor dig selv og andre ift. hvad du faktisk vil. Du kan på en måde gemme dig i ordet kan – mens du bliver mere tydelig, når du bruger vil.

Fortællingen om hvad du kan og ikke kan, får en helt anden kraft, hvis ordet erstattes af vil.

Jeg vil ikke holde styr på det hele, jeg vil ikke mere i aften, jeg vil ikke sige det til dem…

Siger du, jeg vil ikke sige det til dem – så har du taget et aktivt valg. Det er dig, der har besluttet, om du vil eller ikke vil. Du tager med det lille ord vil ansvar for din gøren og laden – så der er valg og vilje i dine ord og i din fortælling om dig.

Når kan trækkes som ord i en sætning, kan det smage af magtesløshed, som om du er offer for omstændighederne eller ikke selv kan bære beslutningens ansvar og den eventuelle skyld- eller skamfølelse der kan følge. Og her lytter din krop til de ord, du vælger. Du ranker ikke ryggen, når der er noget, du ikke kan, når der er noget du unddrager og tror, du kan gemme dig for. Noget du ikke kan, som du i virkeligheder godt kunne, hvis du ville. Bruger du orden vil – kan der ske noget helt andet vitaliserende med kroppen. Vi ranker os. Vi træder frem. Vi viser os, med det der er.

”Jeg kan ikke” holder naturligvis vand ind imellem som udtryk. Nogle gange er der handlinger, du ikke kan. Omvendt er der meget, du kan, hvis du vil og ikke skal gøre, hvis du ikke vil. I forhold til det, du vitterlig ikke kan, er det interessante der, hvordan du forholder dig – stiller dig over for det, du ikke kan.

Brugen af ordet kan er mildere som udtryk end vil. Vil kan eje en hårdhed og konfrontering, hvor kan indeholder mere overbærenhed og måske eftergivenhed ift. at vi nogen gange ikke kan noget, fordi vi er på vej til at finde ud af, hvad vi vil – en gryende vilje.

 

Den finurlige fætter skal

De små ord vil og kan har også en finurlig fætter i ordet skal. Der er meget vi skal, når vi lytter til, hvad vi reelt siger. Og bag ethvert skal er der en historie. En historie der har lært os, hvad der er rigtig og forkert, hvad vi tror, vi skal gøre for at være elskelige.

Jeg skal bage boller til gæsterne, jeg skal være et godt eksempel … hvem siger du skal det? Hvem har sagt, at du skal det? Hvor har du lært det? Og er det i virkeligheden noget, du vil?

Ordet skal er ofte en sladrehank, der fortæller, hvad vi har lært og tror, vi skal – mens vi ved at stoppe op og lytte til vores skal’er – kan spørge os selv, hvad vi i bund og grund har brug for og hvad vi så vil gøre – ønsker at gøre, for at få det, vi gerne vil have.

Nogen gange er der ting, vi ikke har lyst til og som vi synes, vi skal. ”Jeg har ikke lyst til at gå til den begravelse men jeg skal deltage”. Motivationen, viljen er her sat sprogligt og sikkert også kropsligt ud af kraft – det er ifølge konventionerne om god takt og tone bestemt, at jeg skal deltage. Jamen vil du, eller vil du ikke? Det er mere ærlig snak at sige: “Jeg har ikke lyst til at gå til den begravelse men jeg vil gøre det”. Det er svært og jeg vælger det svære.

 

Sproget farver dig og mig

Personligt holder jeg meget af klart sprog. Jeg slipper for at skulle gætte mig til, hvad andre folk mener og i virkeligheden gerne vil. Det bliver så knudret, at skulle fylde alle de usagte tomme huller ud selv og prøve at gætte, hvordan virkeligheden hænger sammen for den anden. I mit eget sprogbrug konfronteres jeg med, om jeg fx tør sige det, jeg i virkeligheden gerne vil og ikke vil, selvom det måske støder andre. Om jeg tør træde ud af rollespillet og stå ved mig – helt ud til fingerspidserne i mit sprogbrug.

Tydeligt og ansvarligt sprogbrug er godt – både fordi det skaber genklang af selvrespekt i kroppen og tanken – og fordi andre kan se os klarere. Det er ikke en opfordring til, at vi i viljen og tydelighedens navn forsimpler vores udtryk til ”Det vil jeg have og det vil jeg ikke have og jeg gør, hvad jeg vil og du gøre bare det samme”. Vores vilje og ønsker og måden vi kommunikerer det på, er farvet af indstillingen til os selv og det andet menneske. ”Det vil jeg ikke” kan være unødigt hårdt i nogle situationer … her kan formuleringen gradbøjes og med samme ansvarlighed formuleres som fx ”Det har jeg ikke lyst til”.

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man udbygger eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej. K. E. Løgstrup 1956

Med sproget tager vi vare på livet – på os selv og andre. Ikke ved at gemme os – gemme vores vilje og styrke, men ved med ord at fortælle, hvad vi ønsker og ikke ønsker.

Med sproget i stort og småt farver jeg mit og de andres liv, og med deres farver de mit.