Med sproget maler du billeder – selvportrætter – fra de mindste små valg af ord til de store ordbilleder tegner du fortællingen om dig selv, dine byggesten, indre overbevisninger, frygt, længsler, ønsker og domme.
Med ord fortæller du historien om hvem du og hvad der rumler under overfladen og samtidig lytter kroppen og historien, så du på samme tid skaber dig selv.
Hvis du har modet og tålmodigheden til at lytte til de ord, du vælger eller som slipper ud – har du en sproglig kongevej til at opnå større klarhed – både overfor dig selv og andre.
Language is the house of being. In its home human beings dwell. Heidegger 1949
De små ord med den store kraft
Lyt fx til hvordan du bruger de små ord som kan og vil.
Det kunne være:
Jeg kan ikke holde styr på det hele, jeg kan ikke mere i aften, jeg kan ikke sige det til dem…
Det kan føles sandt, at du ikke kan et eller andet, mens det måske nærmere er et udtryk for noget, du ikke vil. Du er måske utydelig overfor dig selv og andre ift. hvad du faktisk vil. Du kan på en måde gemme dig i ordet kan – mens du bliver mere tydelig, når du bruger vil.
Fortællingen om hvad du kan og ikke kan, får en helt anden kraft, hvis ordet erstattes af vil.
Jeg vil ikke holde styr på det hele, jeg vil ikke mere i aften, jeg vil ikke sige det til dem…
Jeg vil noget andet….
Når du bruger vil i stedet for kan, hvor det er muligt, tager du et aktivt valg. Det er dig, der har besluttet, om du vil eller ikke vil. Du tager med det lille ord vil ansvar for din gøren og laden. På den måde er valg og vilje i dine ord og i din fortælling om dig.
Nogle gange er der handlinger, du ikke kan. Omvendt er der meget, du kan, hvis du vil og ikke skal gøre, hvis du ikke vil.
I forhold til det, du vitterlig ikke kan, er det interessante, hvordan du forholder dig – stiller dig over for det, du ikke kan. Hvad fortæller du sig selv, når der er noget, du ikke kan? Gør du dig selv dobbelt uduelig – giver du de andre skylden – eller hvad sker der?
Brugen af ordet kan er mildere som udtryk end vil. Vil kan eje en hårdhed og konfrontering, hvor kan indeholder mere overbærenhed og måske eftergivenhed ift. at du nogen gange ikke kan noget … måske fordi du er på vej til at finde ud af, hvad du vil – en gryende vilje.
Den finurlige fætter skal
De små ord vil og kan har en finurlig fætter i ordet skal – der har en følgesvend i bør. Der er meget, du skal og bør, når du lytter til, hvad du reelt går og siger.
Bag ethvert skal er der en overbevisning. En historie der har lært dig, hvad der er rigtig og forkert, hvad du tror, du skal gøre for at få verden til at hænge sammen.
Jeg skal bage boller til gæsterne, jeg skal være et godt eksempel …
Hvem siger du skal det? Hvor har du lært det? Og er det i virkeligheden noget, du vil?
Ordet skal er ofte en sladrehank, der fortæller, hvad du har lært og tror, du skal. Ved at stoppe op og lytte til dine skal’er – kan du spørge dig selv, hvad du i bund og grund har brug for og hvad du vil gøre – ønsker at gøre, for at få det, du gerne vil have.
Nogle gange når skal og bør er på banen, har du måske sat dig et projekt for, der i virkeligheden handler om at få noget andet, end det du har brug for.
Nogle gange når skal og bør er på banen, er det frygten, der styrer.
Nogle gange er der nogle, der siger, at man bare må bide i det sure æble, og sætte næsen i sporet. Gad vide hvor man har lært det!
Hvis du endelig mener, der er noget du skal, så sig vil i stedet – det er en helt anden historiefortælling – mest af alt til dig selv.
Sproget farver dig og mig
Vores vilje og ønsker og måden vi kommunikerer det på, er farvet af indstillingen til os selv og det andet menneske. ”Det vil jeg ikke” kan være unødigt hårdt i nogle situationer … her kan formuleringen gradbøjes og med samme ansvarlighed formuleres som fx ”Det har jeg ikke lyst til”.
Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man udbygger eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.
K. E. Løgstrup 1956
Med sproget tager vi vare på livet – på os selv og andre. Ikke ved at gemme os – gemme vores vilje og styrke, men ved med ord at fortælle, hvad vi ønsker og ikke ønsker.
Med sproget i stort og småt farver jeg mit og dit liv, og med dit farver du mit.