Det lyse mørke – forårets ubærlige lethed
Foråret er ikke bare en årstid. Det kan være en lettelse – men også et forventningspres. Alt spirer, fuglene synger, og vi skal følge med. Også os, der ikke er klar. Også os, der sidder fast i en indre vinter, som endnu ikke har sluppet sit tag.
Når lyset afslører
Vi er ikke vant til at forbinde foråret med melankoli. Det er efterårets privilegium. Men måske er netop forårets lys det, der allermest nådesløst afslører sprækkerne i os. Det er nu, vi skal blomstre, åbne os, vælge, leve. Og hvad nu, hvis vi ikke kan?
Som terapeut møder jeg det hvert år. En særlig sårbarhed, der ikke handler om mangel på lys, men om for meget af det. En stille skam over ikke at føle sig levende nok. Det er, som om det gode i sig selv bliver truende: Når solen skinner, og jeg ikke mærker glæden – hvad er der så galt med mig?
Glæden som præstation
Vi taler ofte om mørket, men sjældnere om det pres, der kan ligge i det lyse. Der, hvor forventningen om lykke bliver en skygge i sig selv. Der, hvor glæden bliver en præstation, og livet en slags konkurrence i velvære. I en tid, hvor selvfølgelige menneskelige svingninger læses som tegn på dysfunktion, bliver det svært bare at være et menneske, som ikke har det godt.
Når lyset ikke hjælper, tror vi, det er os, der fejler
I marts 2025 udkom rapporten Vores livskvalitet, udarbejdet af Realdania og Vidensråd for Forebyggelse. Her fremgår det, at hver tredje dansker vurderer deres livstilfredshed som lav eller meget lav. Ensomhed, stress og mistrivsel bider sig fast – også når solen skinner. Alligevel bliver vi ved med at læse lyset som noget, vi skal leve op til. Lys og lune burde hjælpe – og hvis det ikke gør, så må det være os, der fejler.
Hvile som et præstationsfelt
Vi taler meget om livsglæde, men mindre om det, der gør ondt. Trivsel gøres let til et personligt projekt, og selv hvile bliver et præstationsfelt. Men hvor går man hen med sin eksistentielle træghed, når alting skal give energi og mening? Vi har ord for det svære – men sjældent modet til at blive i dem. Og endnu sjældnere den accept, der gør det muligt – uden at det straks skal fixes.
K.E. Løgstrup skrev, at vi aldrig møder et andet menneske uden at have noget af dets liv i vores hænder. Måske er det også sådan, vi må møde os selv: Med større forsigtighed, og færre krav. Ikke alt skal spire på én gang. Ikke alle skal blomstre i april.
Når lyset gør ondt
Vi glemmer ofte, at også det gode kan gøre ondt. Glæden kan være skræmmende, når man ikke føler sig klar til at tage imod den.
Måske ligger forårets mørke i netop det: At det stiller os ansigt til ansigt med det liv, vi længes efter – men endnu ikke kan tage imod. Det kalder på valg, og vi har måske ikke kræfter. Det lokker med nærvær, og vi er stadig på vagt.
Når lyset kommer, skal mørket vige, og jo mere man prøver at tilpasse sig den fortælling, jo større bliver afstanden til én selv – og verden omkring. Med den dissonans mellem ydre og indre verden, og mellem hvordan man har det, og mener man burde have det, griber vi ofte ud efter kontrollen.
Viljens begrænsning
“Hvordan kan jeg styre mig selv på rette kurs, så jeg kan nyde tiden og få det, som jeg burde have det?”
Her lever vi i en tid, hvor viljen er højt idealiseret. Hvis du vil noget andet, må du gøre noget andet, lyder det. Og ja – det har sin berettigelse. Men det er ikke hele mønten, for mønten har to sider. Viljen har sin vej, og den får ofte lov til at stå alene, som om den kan bære det hele selv.
Accept som begyndelse – ikke opgivenhed
Mange af dem, der opsøger terapi, har længe forsøgt at tage sig sammen. De har sat mål, læst bøger, mediteret, spist sundt. Men alligevel vokser mismodet. Ikke fordi de ikke prøver hårdt nok, men fordi de kæmper mod noget, der ikke kan løses med mere af det samme.
Hvad er der så at gribe i, hvis ikke det er viljens vej – eller bare et kollaps af alt sund fornuft og opretholdelsesdrift?
Jeg har i mange år været optaget af det paradoks, at forandring nogle gange først sker, når vi stopper med at forsøge at forandre os med vilje. At vejen til et lettere indre liv ikke altid går gennem kampen for at få det bedre – men gennem en accept af, hvordan det faktisk er.
Det lyder paradoksalt, og indimellem er det sådan, at jo mere vi kæmper imod vores følelser, jo stærkere bliver de. Som man siger: Det, du ikke vil eje, kommer til at eje dig.
Accept er ikke at give op – men at begynde et andet sted. Nogle processer lader sig ikke fremtvinge med viljestyrke alene.
Det er en svær kunst – at være med dét, man ikke vil føle. At give slip, uden at det også bliver noget, man skal præstere. Det svære udelukker heldigvis ikke det mulige. Ofte er det netop gennem det svære, at det bliver muligt – fordi det svære peger på dét, vi frygter, og trænger til at møde.
Accept kræver mod – ikke forklaring
Livskvalitet er ikke det samme som at have det godt hele tiden. Og den kan ikke sikres én gang for alle. Livskvalitet bevæger sig med os – i takt med livets skift og de erfaringer, vi bærer på. Den er sammensat og sanselig, ikke noget vi kan optimere os frem til med en enkelt strategi eller vane. For livskvalitet handler ikke kun om det, vi kan ændre med viljen – men også om evnen til at være i det svære. Noget af det, der former os mest, er netop evnen til at gå igennem det, der gør ondt, og komme ud med mere klangbund og selvindsigt. Og livet tager tid – livskvalitet kræver tålmodighed, især med os selv. Foråret kan føles som en tålmodighedsprøve, når livet insisterer på, at vi skal tage det hele ind – lyset, håbet, det der skulle føles let.
Lys kræver mod. Det kræver, at vi tør være i tvivlen og turde mærke det, vi ikke kan ændre. Det kræver tillid til, at vi må være her – også når vi ikke trives. At vi ikke skal kunne forklare, hvorfor det ikke spirer endnu. Og det er ikke noget, man nødvendigvis kan, bare fordi kalenderen siger april.
Foråret kalder – men i hvilken rytme?
Foråret kommer igen og igen. Det samme gør forventningerne. Måske er det netop her, vi kan begynde at øve os i noget andet. Ikke at give op, men at give plads. At lade det være okay, at vi ikke alle følger samme rytme. Måske skulle vi lade det være en tid, hvor vi ikke blot spørger os selv, hvordan vi burde have det – men hvordan vi faktisk har det.