Du ved med hovedet, at du har meget at være glad for. Men kroppen siger noget andet. Du føler dig fraværende, anspændt – måske irriteret. Der er ikke noget galt. Og alligevel føles det ikke rart.
Den uoverensstemmelse mellem det indre og det ydre kan være svær at sætte ord på. For hvad stiller man op med det, der burde føles godt – men ikke gør det?
Det er her, vi kan tale om den forbudte glæde.
Den forbudte glæde har ikke én forklaring. Men ofte viser det sig, at reaktionen ikke er så tilfældig, som den først virker.
Måske har glæde tidligere været forbundet med utryghed. Måske med skyld eller med oplevelsen af ikke at passe ind og at stå alene. Kroppen husker det, også når omstændighederne er forandret.
Når du begynder at se de enkelte træer, en skov af minder består af, bliver det nemmere at finde vej.
Når glæden er svær at få adgang til
Det er fristende at ville finde løsningen, før man har haft mulighed for at forstå, hvad der egentlig sker.
Det kan føles mærkeligt at have svært ved at mærke glæde, også når livet egentlig ser ud, som det skal. Ikke fordi livet nødvendigvis er dårligt – men fordi der er noget i kroppen, der trækker sig. Det opleves som om glæden er fjern, upræcis eller måske forbundet med uro og skyld. Og det bliver hurtigt til en konklusion som: “Der må være noget galt. Med mig. Med mit liv. Med min evne til at mærke”.
Men hvad hvis reaktionen er meningsfuld – bare ikke i nutiden? Hvad hvis den hænger sammen med noget, der engang var nødvendigt?
Det kan være en stor lettelse at opdage, at det, man i dag oplever som modstand eller følelsesmæssig frakobling, tidligere har haft en funktion. Ikke som bevidst strategi, men som en måde at bevare forbindelsen på – fx til nogen, man var afhængig af. En forælder, en stemning i hjemmet, en forventning man intuitivt opfangede og tilpassede sig
Det er ikke usædvanligt at have lært at dæmpe sig selv. At gøre sig lidt mindre, lidt mere forsigtig, lidt mindre i vejen – for at høre til. Hvis glæde i barndommen var noget, der vakte irritation, misundelse eller afstand, kan det give god mening, at man i dag reagerer ved at holde igen.
Det er som elefanten, der bliver stående ved pælen – selv efter kæden er taget af. Kroppen husker stemningen. Den husker, hvad der tidligere var klogt. Den har endnu ikke opdaget, at noget har forandret sig.
Og når du ser det, og forstår det, så er du halvvejs – for så er der mere ro end forvirring – for så er der noget, der giver mening.
Når man opdager det, kan man begynde at møde sig selv med mere venlighed. Ikke fordi alt skal forklares, men fordi man opdager, at der faktisk er en sammenhæng. At man ikke er i stykker – man er bare stadig loyal.
Og så begynder noget nyt. Ikke fordi man tvinger glæden frem, men fordi man tør blive i det, der er – og lade kroppen opdage, at der ikke længere er fare på færde.
Det integrerede mønster
Det kan tage tid at opdage, hvad det egentlig er, man reagerer på. Ikke fordi det er skjult, men fordi det er blevet så velintegreret, at det ikke skiller sig ud. Man har vænnet sig til en vis stemning, et vist spændingsniveau, en bestemt måde at orientere sig i verden på. Man har måske vænnet sig til ikke at mærke glæde uden samtidig at mærke uro. Eller til at forventningsafstemme sig selv, så man ikke føler for meget, ikke rækker ud efter for meget, ikke risikerer at tabe noget.
Det er ikke det samme som at have haft en dårlig opvækst. Det handler ikke nødvendigvis om dramatiske hændelser eller tydelige svigt. Nogle gange handler det blot om fravær. Et følelsesmæssigt klima, hvor visse stemninger fyldte mere end andre. Hvor glæde ikke var udelukket, men hvor den ikke blev mødt. Ikke blev spejlet. Hvor den måske endda blev oplevet som et forstyrrende element. Noget, der brød med det usagte.
Når man ser det i et nyt lys, kan det vække en form for stille sorg. Ikke en overvældende sorg, men en understrøm – en genkendelse af, at man har lært at holde sig tilbage for at være elskelig, for at være tæt på, for at bevare en slags orden. Den sorg skal ikke fjernes. Den skal have plads. For i det rum ligger også muligheden for noget andet. For at mærke, at det er trygt nok nu. At kroppen gerne må trække vejret helt igennem. At glæde ikke længere er en trussel.
Hvorfor glæde kan føles utryg
Det kan være svært at forstå, hvorfor noget så grundlæggende som glæde kan føles utrygt. Det er ikke en tanke, man har, men en kropslig reaktion. Noget trækker sig, før man når at registrere det. Det er ikke viljestyret. Og det er ikke nødvendigvis logisk i forhold til det, man står i her og nu. Men det giver mening, når man begynder at se mønstrene. Ikke som en forklaring, men som en kontekst.
Glæde er en tilstand, hvor kroppen åbner sig. Hvor man slipper kontrollen en smule. Det kræver tryghed. Hvis man er vant til at være på vagt, bliver glæde hurtigt forbundet med risiko. Ikke nødvendigvis fordi noget konkret vil ske, men fordi åbenheden i sig selv føles udsat, sårbart. Man bliver synlig. Man mærker mere. Og det gør også mere ondt, hvis noget forsvinder igen.
Derfor er det ikke så mærkeligt, at nogle vælger at holde sig lidt i ro. Bliver lidt i det neutrale. Lader være med at tage for meget ind, for ikke at miste for meget. Det er en måde at regulere sig selv på. En beskyttelse. Og for mange er det noget, der er lært tidligt – ikke med ord, men i stemninger. Glæde har måske været forbundet med at miste kontakten, med at overskride noget usynligt, eller med at gøre nogen forlegen. Så kroppen vænner sig til at holde igen.
At se det, kan være første skridt mod noget andet. Ikke for at ændre sig hurtigt, men for at kunne være mere præcist til stede med det, der er. Også når glæden er svær at tage ind.
At nærme sig glæden uden at presse den frem
Det er let at tro, at glæden skal genskabes gennem indsats. At man skal ændre noget, gøre noget anderledes, finde tilbage til noget, man har mistet. Men ofte opstår glæden ikke som resultatet af en handling, men som en bivirkning af kontakt. Når kroppen mærker, at der er plads. At der ikke er krav. At det er muligt at være til stede i sig selv, uden at skulle præstere noget bestemt.
Derfor handler det ikke om at fremkalde glæde. Det handler om at skabe betingelser, hvor den har mulighed for at opstå. Det kan være i små bevægelser. Et øjebliks stilhed. En ærlig samtale. En tur alene. Et nej, der bliver sagt højt. En fornemmelse af at høre til i sig selv.
Det tager tid. Ikke fordi det er svært, men fordi det er uvant. Og fordi det at give sig selv lov til at føle glæde, kan vække både uro og sorg. Især hvis man i mange år har holdt sig tilbage. Så må glæden få lov at komme langsomt. Som noget, der ikke kræves, men opstår.
At kunne rumme glæden – og ambivalensen
Glæde er ikke en endestation. Det er en bevægelse. Og den kan sagtens være blandet med noget andet. Med lettelse og uro. Med håb og tvivl. Med taknemmelighed og sorg. Det ene udelukker ikke det andet.
Mange bliver forskrækkede, når glæden ikke føles ren. Som om det betyder, at der stadig er noget galt. Men det at glæden føles modstridende, betyder ikke, at den er falsk. Det betyder blot, at kroppen har mere end én erfaring med den – og at livet altid er komplekst – og at alting rummer sin modsætning – og at det meste er et både/og, ikke et enten/eller.
Det er her, frihed begynder at ligne noget andet end kontrol. Frihed er ikke fraværet af ambivalens – det er evnen til at blive i den, uden at miste sig selv.
Du kan godt være glad og usikker samtidig. Du kan længes og tvivle. Du kan være tryg og i tvivl om, hvor længe det varer. Det er ikke tegn på tilbagefald. Det er tegn på, at du er til stede.
“Wholeness is not achieved by cutting off a portion of one’s being, but by integration of the contraries.”
– C.G. Jung
At vælge glæden uden at forråde sig selv
Nogle oplever, at det at tage imod glæde næsten føles illoyalt. Som om man svigter noget – eller nogen – ved at have det godt. Og for nogle er det ikke bare en fornemmelse. Det er en erfaring. Glæde har haft en pris. Den har skabt afstand. Den har brudt med tilknytning.
Men glæde er ikke en modstand mod det svære. Det er ikke en fornægtelse. Det er en del af det samme liv. En bevægelse i retning af noget, der også er sandt.
At tage imod glæde er ikke et fravalg af det, der har været. Det er et tegn på, at du tør bære det med dig – uden at lade det definere, hvordan du skal have det i dag.
Der findes ingen rigtig måde at være i glæde på. Men der findes en frihed i at opdage, at du ikke længere behøver spørge om lov. At du ikke skylder nogen at holde dig tilbage.
Og måske er det dér, noget vender sig. Ikke som et stort gennembrud, men som et stille skift. En anden måde at mærke verden på. Ikke fordi den blev nemmere. Men fordi du mærker den som dig.
Opsamling
Glæde bliver ikke nødvendigvis tilgængelig af at ville den mere. Men det hjælper at forstå, hvorfor den kan være svær at tage ind.
Måske har du genkendt noget i det her:
– at kroppen trækker sig, selv når livet kalder på åbenhed
– at glæde vækker uro eller føles utryg
– at det at tage imod det gode, kan opleves som et brud med noget gammelt
Hvis du står et sted, hvor du gerne vil møde glæden mere nænsomt, så handler det ikke om at presse noget frem – men om at blive i det, der allerede er i gang med at løsne sig.
Harvard Health har skrevet en fin og enkel artikel om det samme tema:
👉 How can you find joy (or at least peace) during difficult times?
Her peger de bl.a. på: – at glæde ikke behøver være stor for at være reel
– at man kan lede efter små lommer af fred, taknemmelighed og forbindelse
– at det hjælper at sænke forventningen til, hvordan glæde bør se ud
– og at det ikke handler om at ændre sig, men om at støtte det, der allerede er muligt