Idealer er til for at trække dig i smukke retninger. Oplevelsen af det ideelle og store er ikke for enden af vejen – ligesom lykken og meningen kun sjældent venter der. Et ideal er noget, du kan betragte på armslængde, oplevelsen at fuldendelsen er noget andet. Den kommer tilfældigt på vejen, særligt i de øjeblikke, hvor du glemmer vejen.
Den evige stræben efter det fuldkomne og idealerne bliver ofte ensomt nedbrydende i stedet for opbyggende. At ville være fuldkommen, uden det ufuldkomne er et bundløst projekt — et ufuldkommenhedens mare-ridt.
Den smukkeste beskrivelse jeg kender af idealer — som også kan kaldes store og hellige handlinger – og fint kan overføres til hverdagens stræben efter perfektion, er denne af Martin Buber:
“De store og hellige gerninger er eksempler for os, så de kan vise os, hvad storhed og hellighed er, men de er ikke en model, vi kan efterligne. Uanset hvor lidt vi kan opnå, har det sin egen værdifuldhed — når vi sammenligner det med, hvad fædrene engang opnåede – at vi har opnået noget af vores egen kraft og på vores egen måde”.
Min oversættelse fra bogen “Människans väg”
