Har du talt med din indre kritiker i dag?
De fleste af os kender stemmen – den indre kritiker, der dømmer, presser og minder os om vores fejl. Den kan være skarp, insisterende og nogle gange så overvældende, at den styrer vores tanker og følelser.
Jeg har mine egne indre kritikere. Jeg kalder dem teselskabsdamerne, inspireret af en mand, der beskrev sine kritikere som ridderne omkring det runde bord.
Én af dem er damen med den stramme knold – hun er skarp, kritisk og altid klar til at påpege mine fejl. Så er der eksprestogs-damen, som pisker mig fremad uden at give mig et øjebliks ro. Hvis jeg ikke er opmærksom, kan de begge farve min dag i mørke nuancer.
Men hvorfor er de der? Selvom den indre kritiker kan skabe skam og frustration, forsøger den på sin egen måde at beskytte os. Problemet er, at den gør det gennem hårdhed og frygt, snarere end omsorg. At forstå dette er én ting – at opleve det på egen krop er noget helt andet. Og netop der begynder forandringen.
Hvordan opdager du din indre kritiker?
Hvis du vil ændre din relation til din indre kritiker, er første skridt at lægge mærke til den. Stil dig selv disse spørgsmål:
- Hvilke ord og sætninger bruger den?
- Hvilke følelser vækker den i dig?
- Hvordan reagerer din krop på selvkritikken?
Vær opmærksom på, hvis du begynder at dømme dig selv for at være selvkritisk – det kan hurtigt blive en ond spiral:
“Se, hvor hårdt du er mod dig selv! Du ville aldrig tale sådan til en ven – hvorfor gør du det mod dig selv? Det er helt galt med dig.”
Stop op. Træk vejret. Læg mærke til tankerne uden at lade dem styre dig.
Når selvkritikken bliver din tryghed
Den indre kritiker kan give en følelse af kontrol. Den kan få os til at tro, at vi undgår fejl ved at være hårde mod os selv. Det føles velkendt – og det velkendte kan føles trygt, selv når det gør ondt.
Men spørgsmålet er: Stoler du på dig selv nok til at blive din egen ven?
En ven, der støtter dig i modgang. En ven, der ser dig og accepterer dig, præcis som du er.
Muddermonstret – et eksempel på en indre kritiker
En klient beskrev engang sin indre kritiker som muddermonstret. Den stemme, der konstant angreb hende:
“Du er ikke god nok. Du er værdiløs. Du fortjener ikke bedre.”
I terapien opdagede hun, at hun troede blindt på hvert ord. Men hun blev også bevidst om noget andet: Hun følte en form for styrke i at være sit eget monster. Når hun trampede sig selv ned, føltes det som om, hun havde kontrol.
Men så skete der noget. Hun genkendte mønstret – og brød ud i latter:
“Jeg troede ikke, jeg kunne være vred.”
Vreden blev et vendepunkt. Hun begyndte at sige til sin indre kritiker:
“Tak for din bekymring. Jeg forstår, du vil hjælpe, men nu prøver vi noget nyt.”
Kan du tale med din indre kritiker?
Når du opdager, at du tager din indre kritiker for alvorligt, kan du prøve en ny tilgang: Invitér den til te i stedet for at kæmpe imod den.
Du kan svare din kritiker med venlighed:
- “Ja, jeg er ikke perfekt – og det behøver jeg heller ikke være.”
- “Jeg hører dig, men jeg vælger selv, hvordan jeg vil leve mit liv.”
- “Jeg ved, du prøver at beskytte mig, men jeg er voksen nu – jeg kan godt tage mig af mig selv.”
- “Vi er i det her sammen – lad os finde en ny måde at passe på mig på.”
Når du stopper kampen, mister den indre kritiker sin magt.
Når selvkritikken bliver for meget
Nogle gange er det ikke nok at ændre sin indre dialog. Hvis din selvkritik er så voldsom, at den føles ubærlig, kan du prøve følgende:
- Bevæg dig – gå en tur, dans, stræk kroppen.
- Afled opmærksomheden – lyt til musik, læs en bog, se en film.
- Søg støtte – tal med en ven eller en terapeut.
Selvkritik kan være tung at bære alene. Du behøver ikke klare det selv.
Hvordan kan du møde din indre kritiker på en ny måde?
Hvis du vil lære din indre kritiker bedre at kende, kan du prøve at:
- Tegne eller male den
- Skrive breve til den
- Bevæge dig som den
- Tale til den i en diktafon
Men husk også at finde dine indre allierede. Jeg har for eksempel Fjer, der minder mig om, at jeg altid er på rette vej, og Nok, der hvisker: “Du er nok. Du har nok. Du vil altid have nok.”
Når du begynder at lytte til disse stemmer, vil din indre dialog ændre sig.
Når skiftet sker
Når du bliver bevidst om din indre kritiker, vil du måske en dag opdage, at den begynder at ændre sig. Måske bliver stemmen mildere, mere støttende – eller den forsvinder i baggrunden.
Og så opstår spørgsmålet:
Hvem er du, når din indre kritiker ikke længere styrer dig?
Hvilken ny historie vil du begynde at fortælle om dig selv?