Skam

Skam

Sindets smattede skrænter og skam

Håbløst, værdiløst, meningsløst og endeløst smertefuldt – sådan opleves livet også. For nogen er det korte glimt af afmagt, for andre er det årelang mørke. For nogen er det en understrøm af ikke at føle sig god nok … eller måske værd at elske.

Nogen kæmper helt nede på bunden af livets brønd, andre længere oppe, med glimt af lyset foroven og nogen på brøndens kant med bølger af angst for at falde ned.

Som at falde, glide, skride uden at have nogen eller noget at holde fast i. Alene på sindets smattede skrænter. Hvad gør man der? Hvad er der at gøre, når det føles som om, man hele tiden rækker ud og alligevel glider ned, selv når man ind imellem skimter den blå himmel deroppe. Kampen gentager sig, det evige slid, den endeløse række af noget der gør ondt, der ikke vil slippe sit tag.

Det er et af de sværeste og mest ensomme steder at være – der på livets smattede skrænter. Og ofte er det smattede, mudderet der holder én fast og trækker én ned som i et mareridt, gjort af skam.

 

 

Skammen der tager bolig i os

Skammen kan tage bolig i os på mange måder. Der er den langsomme, der kravler op af ben og lår. En slags slangedyr, der trænger ind og lever et usynligt liv i det indre og over tid æder livsmod og selvværd. Det kan være pludselige hændelser, der brændemærker én – sjælemord der er svære at genoprette.

Det er en særlig smertefuld skam oplevelse at række ud og ikke blive mødt. Barnet der ikke bliver set, får respons og spejling vækker skammen lige såvel som voldsomme fornedrende oplevelser som voldtægt, incest, vold, mobning, racisme…  Det føder forestillingen om at være forkert, uelskelig og ikke betydningsfuld og ikke værdifuld.

 

 

Skammens selvforstærkende kræfter

Noget af det mest ondsindede ved skam er, at vi ikke alene bærer på skammen som en hemmelighed inden i os, men vi ofte også skammer os over den måde, vi har det på. Det er dobbelt smerte og gør skammen dobbelt ubærlig. Ikke alene har vi følelsen af ikke at være elskelig, men der er også ringe, at vi har det, som vi har det og ikke snart får det bedre.

Skammens væsen bevirker, at anerkendelse passerer forbi os og tanker om, at vi er forkerte, bliver suget til som en svamp. Skammens stemme får verden til at passe overens med, at vi ikke er elskelige. Vi får vendt verden om, så når de rosende ord og værdsættelsen kommer forbi, så lykkedes vi med at føle, at vi fx har snydt og frygter den snarlige afsløring. For der er jo tomt inden i, den indre virkelighed passer ikke overens med den imødekommende verden, vi møder.

Følelsen af uduelighed og tomheden og sortsyn er noget af det stof, skammen er gjort af og vi gør som regel alt, hvad vi kan, for at komme væk fra skammens smerte. Og i forsøg på at komme væk, forlader vi os selv. Det i sig selv hindre os i at få det møde, vi sådan trænger til – for det er aldrig den, vi virkelig er, som verden ser – og hvordan skal vi så kunne blive mødt, som den vi er?

“Se hvor dygtig jeg er, viser jeg med et smil og i virkeligheden er jeg ved at falde sammen af træthed og forkerthedsfølelse over alt det arbejde, som jeg har lagt i at være god nok”.

 

 

Forsvarelse, undgåelse, overlevelse …

Skammen har mange ansigter, mange udtryk, masker. Vi griber i det, der føles som at holde fast, det der giver lindring for en tid. Listen er lang over måder, vi kan fjerne os fra skammens stemmer og øjne på.

Vi har forskellige foretrukne strategier og handlemåder, når skammen rør på sig. Forskellige måde at være i livet på, som er trænet og indøvet, fordi det engang var nødvendigt, for at kunne være til og passe ind – føle at vi hører til nogen – til noget. Vi gør, som vi har lært, det var bedst, fordi vi altid gør vores bedste.

Skammens forskellige masker illustreres i fx Donald Nathanson “Skamkompasset”. Her er tanken, at vi med skammen som kompas, enten går til angreb mod andre, mod os selv, eller vi undviger eller trækker os tilbage. For mig er der overordnet to styrende bevægelser i livet – som tidevandet, årstiderne, åndedrættet træder vi frem i livet og tilbage mellem fx tilknytning og separation – en vekslen mellem det udadrettede og indadrettede – sammensmeltningen og isolationen. På samme måde bevæger vi os med skammen som styrepind – enten fremad eller tilbage. I forsøg på at komme væk fra skammen reagerer vi ud- eller indad i bevægelser, der kan være svære at skille fra hinanden, dog ofte med en udpræget foretrukket manøvrering.

Den udadrettede skam-undgåelse: er der hvor vi undviger følelse af at være uelskelig ved at bruge de store ublu armbevægelser eller rettere sagt hvad som helst udadrettet, som kan skabe en form for afstand. Reaktionen kan ses i fx arbejdsmani, alkoholmisbrug, perfektionisme, selvopofrelse, overtræning, seksuelle fornedringer m.v.

Alt sammen strategier, der stiver en af, så man i øjeblikke tror på, at man er værdig igennem det man gør eller tilbyder og underneden ligger tomheden – følelsen af ensomhed, forkerthed og af at være for substansløs til at lade andres eller egne øjne hvile på sig – på den man er, med det der er.

I den mere subtile kategori er fx angrebet mod den anden. I forsøg på ikke at mærke, komme i kontakt med følelsen af ikke at være god nok, så bliver det vendt om, så det er alle de andre, der er noget galt med – partneren, chefen, vennerne, politikerne. Det kan være massiv vrede rettet mod en anden eller noget andet – det kan være i bilen om morgenen, hvor de andre bilister er nogle møjhunde, i Nettokøen hvor alle bare ser så forkerte ud – og lur mig om ikke den indre følelse, af ikke at føle sig god nok florerer på de indre baner, hvis man tør stopper op og mærker efter, hvordan man egentlig har det.

Strategien ift. at undgå skammen ved at gøre og handle virker umiddelbart og med i købet får man også en slags sikring om, ikke at blive skuffet eller afvist – for man afviser de andre på forhånd. Verden holdes på afstand, selv når man træder ud i den, for det er for svært at møde den, som den man er, med det der er. Det er sørgeligt, for i de fleste tilfælde, kan vi lide en maske, men det er ansigtet, vi elsker.

Den indadrettede skam-undgåelse: her trækker vi os væk i stilhed fra det, der opleves som farligt. I den indre virkelighed, er vi ikke gode nok i forhold til de andre og så synes det lettere, at trækker sig tilbage. Vi går ikke hen til bordet, hvor de andre sidder, for de synes nok ikke om mig. I samtaler får vi ikke sagt det, vi egentlig føler – så vi holder på os selv i en lille isolation. Samtalen bliver måske mere overfladisk og kan efterlade spor af en særlig tomhedsfornemmelse, som igen kan bekræfte oplevelsen af at være tom – ikke god nok.

“Han vil nok tænke, at jeg er irriterende, hvis jeg fortæller, at jeg blev ked af det, han lige sage. Så jeg siger det ikke. Det er nok også bare mig, der er overfølsom, jeg burde ikke være gået hen til ham, jeg er også bare altid så usikker, jeg har jo heller ikke noget at byde på, siger stemmen …”

“Jeg er forkert og han synes sikkert også det samme – jeg har alligevel ikke brug for nogen andre”. Det er at gøre sig ensom sammen med andre.

Independency without connection is a masquerade for isolation. Laura Perls

Isolationen er også der, hvor vi fysisk trækker os, sige nej tak til invitationer, ikke går i svømmehallen, fordi der både er baderum og store nøgne flisepartier, hvor man skal passere de andres øjne. Uden at vide, hvad de andre tænker, overføres vores eget skamfyldte selvbillede på beskueren.

Der i tilbagetrækningens isolation er man sikker på ikke at møde de andres øjne og når der er skam på færde, så fortsætter iagttagelsens helvede oftest, selv om dørene til verden bliver lukket og man er alene. Der er egentlig ikke nogen fred. Selv når jeg trækker stikket og går der hjemme, er det også forkert – jeg er forkert, jeg burde være anderledes.

Ønske- og drømmebobler får aldrig lov at flyve – de bliver holdt tilbage og bliver til sorte kugler eller askeskyer – indeni.

Isolationen kan være stærkt fysisk udtrykt i, at vi kigger ned, kigger væk, har lyst til at gemme os, ikke sige noget og nogen gange hverken kan eller vil høre eller se og listen kunne fortsætte. I hadeblikket fra det indre kan vi trække os selv så langt væk, at vi forsvinder for os selv.

Følelsesløshed, ikke at kunne mærke sig selv, er også en form for isolation, hvor kroppen og sindet lukker sig om sig selv. Hvis jeg ikke kan mærke mig selv, så er jeg her nok slet ikke – det er et af de ultimative gemmesteder. Og for at mærke bare noget eller overdøve stemmerne der messer, at vi ikke er værdige til livet – kan vi påføre os selv fysisk smerte – tømmermænd, smerten i såret, der hvor man skær, udmattelse. Det er en ond spiral, hvor handlinger måske skaber lindring for en stund – en form for undvigelse, men skammen vender tilbage med fornyet styrke: “se – det er beviseligt, jeg duer heller ikke til noget” og så trækker vi os tilbage – glider, skrider længere nedad, indad. Selvkritikken der fører én ned mod bunden af skammen.

I yderste eller nederste instans, kan det ske, at vi opgiver, at kærligheden findes – vi stopper med at eksistere i ordets oprindelige forstand – enten mens hjertet stadig slår eller ved at lade det stoppe helt.

“Eksistere” – fra latin ex(s)istere ‘vise sig, træde frem’, sidste led sistere ‘stille sig’

 

 

At slå revner i ensomhedens mure

Et eller andet sted drejer alle reaktionerne, bevægelserne ift. usund skam sig om isolation – hvordan vi afbryder kontakten til os selv og den anden. Hindrer os selv i at få det, vi har brug for. Og vi gør det af gode grunde, for har man oplevet den dybe skam, så ved man, at den kan opleves som en virkelig rædsel, der kommer fra et øde sted i én selv – som “intetheden i eksistens marv” (Yalom). Der er kun flygt eller gem dig – kom væk på den ene eller anden måde.

At træde frem eller tilbage ift. livet og de andre omkring os, er en konstant og grundlæggende pendulering. Bevægelsen vil altid være der og vil for de fleste aldrig blive ukompliceret og let – hvilket jeg heller ikke ser som et ønskværdigt mål. Det at træde ind i livet og elske indebærer fx risiko for at miste og den dertil hørende sorg. Det at træde tilbage i fx retræte eller søvn kan stilne sindets bølger og indeholde stilheden, hvorfra alt kan dukke op. Alt har en pris, det er et spørgsmål om hvilke pris, man ønsker at bære og hvordan man stiller sig overfor valgets pris.

Det bliver aldrig let og det kan blive mere simpelt. At arbejde med skammen, tage den frem i lyset kan skabe mere plads til at rumme livet og åndedrættet, så bevægelsen mellem tilbagetrækning og det at træde frem opleves mere smidig, fleksibel og acceptabelt – mere i tråd med mig. Jeg bevæger mig og jeg er elsk-værdig.

Hvis jeg ikke er mig selv, hvem skal så være det? Og hvis jeg kun er for mig selv, hvad er jeg da? Rabbi Hillel

Isolationen er et eksistentielt grundvilkår – isolationen er den pris, vi betaler for at skille os ud og vokse op og samtidig er mennesket en skabning af “det mellem-værende” (Buber). Vi er på en gang “en del af” og “adskilt fra” medmennesket. Det bliver aldrig let.

 

 

Skam er sundt, indtil det ikke er sundt længere

Skammen er en medfødt evne – en overlevelsesfunktion, der kan hjælper os til at passe på os selv og passe på fællesskabet. Perls kalder skammen for organismens quisling – en landsforræder. Skammen er også en beskytter. De små krusninger af blufærdighed er skammens gryende reaktion, skammens moder, der fortæller, at noget rammer vores indre grænser eller fællesskabets normer.

Skam forstås bedst som et menneskeligt vilkår, der forsøger at værne om vores menneskelige sårbarhed med den intention at gøre opmærksom på medmenneskeligheden – den etiske fordring i at være menneske blandt mennesker. Lars Sørensen

Nogen gange skal vi lytte til blufærdighedens hvisken og trække os, andre gange kaste os ud og øve os i noget nyt – som både vi selv og måske andre kan lære noget af. Desværre er der ingen regler at følge, ift. hvornår man skal vælge det ene eller det andet.

Opmærksomhed er en af nøglerne. Når vi mærker og registrerer fx blufærdigheden og genertheden med årvågen opmærksomhed, har vi bedre muligheden for at vælge, om det er tid til at handle eller tid til at vente, til det bliver klart, hvad vi vil.

Registrering af hvad vi føler, er første bevidste bevægelse. Og er vi så langt, kan modet ind imellem hjælpe til, at vi skridt for skridt bevæger os ud og måske er så heldige, at møde og kunne modtage et kærligt blik. Det er så sandt, som det er sagt, at skam skal smeltes med kærlighed – og det kan ikke gøres alene med selvhjælpsbøgerne på sofabordet og mantra’erne. Positive tanker er gode skridt, der kan styrke modet, men helingen og selvværdet vokser i mødet med “den anden”. Skammen smelter langsomt for hvert dryp af øjne, der mødes os fordomsfrit – som møder den, du er.

I am because we are… Afrikansk ordsprog.

Det kan være et blik fra en anden, der på bænken hvor du sidder og i et uopmærksomt øjeblik kigger op og møder den andens blik uden intention – uden at være andet end dig, uden at du gjorde noget. Det smukke møde sker, fordi du i et øjeblik glemte selviagttagelsen, masken var i lommen og forsvaret nede – og deri lå åbenheden for mødeøjeblikket. Du oplevede det og mærkede det og så ved du lidt mere, at det findes i dig, i den anden, derude – selv på sindets smattede skrænter.

 

HER LADES IKKE ALT HÅB UDE

Her på sindets smattede skrænter

her hvor ingen ord når hen

og hvor ingen engel venter

bliver man menneske igen.

 

Benny Andersen 1974

Om