Når anerkendelse bliver til underkendelse

Hvor er det bare en wobbly størrelse det med anerkendelse. Man kan blive absolut high og flyvende af at få den, slået ud af ikke at få den og paradoksalt nok også lammet, når den kommer ens vej …

Hvad pokker er det der sker – når anerkendelsen enten rammer eller lammer?

 

Når anerkendelse bliver til underkendelse

Når vi ikke kan tage imod anerkendelse, hænger det somme tider sammen med, at det der møder dig – er noget, du ikke kan møde i dig selv. Anerkendelsen passer ikke i dit system, fordi det ikke er sandt, at du er sådan en, der er anerkendelsesværdig.

Hvis din grundstrøm består af “jeg er ikke god nok”, “jeg er ikke værd at elske”, så sætter anerkendelsen gang i den spiral, de tanker, den energi hvor du skal gøre mere og arbejde hårde for at være elskværdig. For det kan jo ikke passe, at du er god nok, som du er… det er ikke sandt. Så du accelererer enten op eller fryser fast – af frygt.

Det er også her angsten for afsløring bor – impostor syndromet.

“Næste gang bliver jeg nok afsløret som uduelig, for det var jo rent held og spil for galleriet, at det lykkedes – jeg kan jo i virkeligheden ingenting”. 

At anerkende dig selv handler om din relation til dig selv – din kærlighed til dig selv.

I virkelighedens verden er kærlighed ikke noget, du kan gøre dig fortjent til. Sådan hænger det ikke sammen. Kærlighed der er fostret af kun at være pæn, ordentlig og korrekt, er ikke kærlighed. Selvkærlighed der handler om, at du er guds gave til menigheden – det er heller ikke kærlighed – det er selvforelskelse også kaldet for narcissisme – og den krakelerer, så snart der kommer krusninger på overfladespejlet.

Selvkærlighed, selvomsorg, selvaccept er din evne til at stå ansigt til ansigt med din egen grimhed. Som en klog mand jeg kender siger: You can’t polish shit.

For at kunne svinge med anerkendelsen – for at den giver sund og nærende genklang i dig, forudsætter det, at du ved, du ikke er god nok og heller aldrig bliver det – og stadigvæk er værd at elske.

“Det jeg gør mod dig, det gør jeg egentlig mod mig selv, fordi jeg med min væremåde skaber forudsætningen for, hvad slags svar jeg får fra dig. Og det jeg gør mod mig selv, det gør jeg egentlig mod dig, fordi min måde at behandle mig selv på, skaber forudsætningen for din væremåde, for hvem du har mulighed for at blive sammen med mig.”

Anne Lise Løvlie Schibbyes

 

Hverdagens små vidunderlige sukkerkugler 

Og så er der hverdagens små anerkendelser – erkendtligheder hvor nogen gør noget for dig og sammen med dig – der siver ind og rør dig dybt i hjertet og gør livet sødt og blødt og rart – der hvor stivheden smelter.

Når nogen laver en kop te til dig, smiler, når ham du synes, er den skønneste mand i verden, har gemt halvdelen af sin banan for at dele den med dig, når der er hjerter i kaffeskummet – og selv de små likes på Facebook kan varme både kortvarigt som den lille piges svovlstikker til store udbrud af hjerteåbninger.

Og alt tæller med – uanset beskaffenhed. Der er ikke noget, der er bedre end andet pr. definition.

Det er så skønt, når vi i de overraskende åbne øjeblikke kan tage imod – glædes og måske føle taknemmelighed. Det er værdifulde små gaver. Nogle gange kan vi se de gode gerninger og står ligesom med næsen mod glasruden og kan ikke tage imod, selv om vi gerne vil. Det kan der være mange grunde til. En er den med, at du dybest inderst inde mener, at du ikke har gjort dig fortjent til det gode.

En siger noget pænt, og straks siger du noget pænt tilbage – det er ligesom et bytteforhold af ting. Ved at tingsliggøre dig selv – tingsliggøre du det, jeg gerne vil give til dig.

En giver dig noget og straks føler du et åg på mine skuldre – du stiller dig selv i taknemmelighedsgæld. Igen skal du yde for at nyde, gøre for at være indenfor i varmen, være med i klubben.

Sat på spidsen kan det sammenlignes med, at du betaler gæsterne for de gaver, de er kommet med ved døren, når de går. Så er det bytteforhold overstået og du kan komme videre.

Du kan også undgå eller nægt at tage imod, så skylder du ikke nogen noget. På den måde kan du tro, at du så heller ikke risikere at blive skuffet – en anden uhyggelig gang.

Det kan føles lettere at indgå i et bytteforhold af anerkendelser.  Problemet er, at du aldrig rigtig føler dig mæt og som evig sulten, er du altid på jagt og ikke i ro.

Anerkendelse er som meget andet glimrende, indtil det ikke er glimrende længere….

 

Fastfood anerkendelse

Når du får eller giver anerkendelse i form af ros – så falder den sjældent rigtigt på plads, der er en bismag, en modstand og det mætter ikke helt. Ros er en del af anerkendelsens væsen. Det er der, hvor anerkendelsen bliver en vurdering af, hvad der er rigtigt og forkert – en slags definitionsmagt.

Hvor er du klog, smuk, god… Det er fint arbejde, det er godt sagt, det er flot lavet.

Når du vurderes som god, eller dygtig – kan det sammenlignes med en smagsdom og en tingsliggørelse. Det kan føles som tomme kalorier eller et sukker rush – som en uafsluttethed.

Når anerkendelse er bæredygtig – strækker, rækker og fylder op kræver det tilstedeværelse og omtanke – egentlig for begge parter.

Ingredienser i frugtbar anerkendelse er fx at…:

være til stede • mærke at du fx glædes, føler tilfredshed, taknemmelighed • dele din oplevelse • opleve relationen som ligeværdig, ikke nødvendigvis ligestillet…

VÆR INTERESSERET – IKKE INTERESSANT

Anerkendelsesforholdet

Anerkendelse er i moralsk forstand ikke blot at anerkende et menneske for en særlig indsats, det har gjort, men grundlæggende at anerkende det som et medmenneske. Det vil sige at betragte forholdet til det andet menneske som et gensidigt forhold mellem ligeværdige parter. En filosofisk teori om anerkendelse hævder, at et menneskes selvforståelse afhænger af den måde, det ser andre mennesker på. 

Anerkendelsesforholdet må være gensidigt for at lykkes. Hvis man ikke selv anerkender den modpart, som man søger anerkendelse fra eller giver anerkendelse til, mister forholdet sin betydning.

Kierkegaard berømte citat om hemmeligheden i al hjælpekunst folder denne forståelse ud:

”At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg kunne forstaa mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-forstaaen ham slet ikke.

Vil jeg alligevel gjøre min Mere-forstaaen gjældende, saa er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse.”

Og lidt flere citater til udfoldelse…

“Med andre ord, er det ugørligt at slippe for at have magt over det andet menneske, vi har med at gøre … Fordi der er magt i et hvilket som helst forhold mellem mennesker, er vi altid på forhånd spærret inde – i den afgørelse, om vi vil bruge magten over den anden til hans eller vort eget bedste”.

K.E. Løgstrup

“Pointen er blot, at verden ikke er og ikke kan være et neutralt vidensobjekt for mennesker, fordi den altid er »forforstået« på en eller anden måde. Forforståelser er en del af individets dannelse – ligesom evnen til at se ud over dem er det”.

Kirsten Hastrup, Det Fleksible Fællesskab

 

En personlig beretning om anerkendelse

Dette er begyndelse på en historie om anerkendelse – der endte med begyndelsen på anerkendelse af min egen historie.

I dag er mors dag – måske er dette skriv i virkeligheden til hende – det ser jeg først nu.

Hun lærte mig det vigtigste af alt, at livet ikke er perfekt – desværre så jeg først værdien i netop det efter hendes død. Hun drak, røg, kastede op, skældte ud, løj og gjorde det så godt, som hun kunne – det har jeg aldrig anerkendt hende for. Måske kan jeg mærke, at der er noget, der begynder at røre sig der nu, der er en lille åbning.

Anerkendelse er at tillægge noget værdi – at tage imod anerkendelse er at give sig selv værdi – uanset anerkendelsens beskaffenhed! 

 

At være en sucker for anerkendelse

Når jeg går galt i byen med anerkendelse, handler det om, at jeg begynder at lade mig forme af, hvad jeg tror, andre godt kan lide. Det er der, jeg bliver en sucker for anerkendelse – og jeg hader mig selv, når jeg er der – og så bliver det dobbelt så slemt.

Når jeg begynder at være mere over i, hvad jeg tror, andre godt vil have, så taber jeg mig selv.

Jeg taber min umiddelbarhed, min åbenhed, min autenticitet, min tilstedeværelse. Jeg taber værdien af mig.

I den sidste uge har jeg tabt mig selv nogle dage i træk. Jeg kunne ikke stå, jeg blev bange og faldt.

Det der skulle være så yndigt, blev noget rod for mig. Jeg fik ros og anerkendelse, genkendelse – hele molevitten. Det gjorde mig stjerne lykkelig og meget kort efter så forsvandt fødderne under mig. Det var mystisk nok en kort fornøjelse med den anerkendelse.  Var det mon mig eller de andre, der var dumme og forkert på den? Jeg valgte mig.

Jeg blev bange for, ikke at kunne gøre det lige så godt næste gange og så blev jeg bange for, om jeg overhovedet kunne noget som helst … og nedenunder der rumlede urkraften for at overleve – simpel angst for at dø – blive udstødt – og ikke få lov at komme ind i hulen igen. For hvis jeg ikke kan vise mig værdig til anerkendelsen – så er jeg ikke noget værd – så er jeg ikke nogen – ingen ting.

Og i stedet for at kigge døden i øjnene og finde ud af, at jeg var i live – så skete det, jeg er så træt af.

Det sted, begynder jeg typisk at vurdere mig selv. Alt hvad jeg gør, alt hvad jeg sige, bliver målt og vejet som en ting – det føles også næsten som at være en ting og den kan ikke mærke. Øv, Øv, Øv. Så jeg går i gang med det, jeg gør, for at komme væk fra sølet og få anerkendelsessuset igen – og det er skruen uden ende, hvis jeg ikke får stoppet mig selv. Jeg bliver mere og mere fjern der.

 

Becomming captain of my soul

Opskriften for mig er nogle gange en kold tyrker: STOP IT! Og det er F* irriterende – for den virker sjældent, som i stort set aldrig – ikke på mig. Hvis jeg ikke får det, jeg gerne vil have, så finder jeg bare andre måder at gå efter det på. Jeg narrer simpelthen mig selv – obstruerer de gode hensigter. 

Der er forskellige niveauer af misbrug og afhængighed her. Jeg ville ønske min mor, havde været arbejdsnarkoman i stedet for alkoholiker. At hun havde arbejdet med samme styrke og målrettethed, som hun drak. Målet og resultatet havde nok været det samme, at komme væk og i sidste ende væk fra livet. Jeg ville ønske, at Blå Kors afvænning havde kunne hjælpe hende, sådan var det bare ikke – det er det heldigvis for andre – vi har hver vores vej.

Min mor var sin egen sjæls kaptajn – hverken mere – hverken mindre. Selv om det har været svært at se hen ad vejen, så ved jeg i dag, at hun gjorde sit bedste.

Jeg ved efterhånden, at der ikke er nogen opskrift på det gode liv – der er ikke noget søkort til rejsen. Livet sker bare – pludselig så står han der, ham min soulmate, pludselig er han der ikke mere, pludselig falder puslespillet på plads i mit hoved, hvorefter alle brikkerne ryger i luften, pludseligt går solnedgangene ind i mit hjerte for derefter at forsvinde.

Uanset omverdens gode intentioner eller mine egne, så kan jeg ikke bygge mig selv om. Jeg kan ikke holder op med at elske – fordi jeg siger til mig selv, at jeg skal stoppe – ligesom jeg heller ikke kan beordre mig selv til at elske. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg anerkender mit ansvar, min frie vilje og samtidig er livet også noget, der sker af sig selv.

Vi lærer, hvad der er bedst for os, ved at prøve os frem – du spiser noget giftigt, og så kaster du op, og så begynder du at gå uden om den busk med de bær – sådan er det for nogen – sådan er det ikke for alle.

Nogen spiser fastfood hele dagen eller drikker mælk med vodka til de får skørbug og sondemad – og måske skrev de en smuk sang på vejen, fødte nogle lækre unger eller åbnede fabrikken hver morgen kl. 4 – og hvad så – er det ringere end spelt og åndelig forbindelse og genuin fuldblodskontakt?

 

Afvejen er vejen – kære kaptajn!

I den uge der gik, var det bedste, der kunne ske for mig – det der skete – det havde ikke været bedre, hvis det havde været anderledes – for så var jeg jo ikke mig – eller mit liv. Allerede der, har jeg chancen for at forkaste mig selv. Jeg burde have været anderledes – men det var jeg så ikke.

Selv når jeg er på afveje – også med anerkendelsen – så er jeg på vej. Og vejene er uransagelige – øjeblikke opstår hvor som helst – uanset hvad den indre kaptajn beordrer der på broen.

Når heldet er ude og mine fødderne er tilbage på jorden igen – under mig for en tid, så er mit største ønske, i videst mulig udstrækning at kunne bevare ydmygheden der – både over for mig selv og verden omkring mig.

Når jeg står ved mig – kan andre stå ved min side. Når jeg bliver væk fra mig selv – er der ikke noget at stå op af – for der er tomt. Det er simpelthen ikke muligt med kontakt – hverken indad eller udad – og så er det sådan, det er. Når jeg er tom, er jeg også mig – og ingenting er også noget og nogle gange mere substansfyldt end en ting!

Her ligger der tilgivelse – jeg giver mig selv – tilbage til mig. Selv når jeg er utilgivelig tom. 

 

All people do they do for love

Det er næsten ufatteligt, hvad vi gør for at føle os anerkendt, føle at vi er med og indenfor, så vi tror os lidt mere sikre. Der er noget af en drivkraft – måske den største.

De fleste – i alle tilfælde på min alder omkring de 50 år – genkender scenen fra Zappa:

Du vil jo gerne være med i hulen ikke Mulle?

 

Og ja, det at lave opslag på FB osv. er vel også en slags sucker anerkendelse trip: se mig, hør mig, kan I lide mig, er jeg med i hulen? Facebook giver mig egentlig altid en bismag af noget, jeg ikke bryder mig om – det larmer i mit system og måske en dag er jeg klar, til at turde give slip der også – I don’t know ….

To find peace, you have to be willing to lose your connection with the people, places, and things that create all the noise in your life.

Ja, og andre gange det modsatte 😊 Go do you!

 

Om