Sikken et dilemma denne uge har kunne tilbyde nogle – her iblandt mig.
Med tasken fyldt med ting, jeg burde arbejde på, har sommeren valgt at sende sol og smukt havvand.
Med tanken på at livet er nu, har jeg valgt solen, menneskene og klipperne frem for tasken fyldt med burde og skulle.
Jeg har gjort, hvad jeg havde lyst til og samtidig har det været lidt som at stjæle bidder af livet. At snyde lidt ved at gøre ét, mens jeg burde noget andet.
Undervejs har jeg fulgt med i mine arrangementer og dem kan der siges meget om. Vigtigst af alt er, at det åbenbart betyder noget for mig at slæbe rundt med mine projekter under armen, ellers ville jeg arrangere mig anderledes.
Som ugen er gået, har min langsomme insisteren på at være ulydig båret frugt. Måske fordi jeg lod mig være mig – uden at insistere på at være noget andet – også selv om det ikke var ubetinget nemt og samtidigt lettere komisk.
Her på “feriens” sidste dag, går jeg stadig rundt med alt mit habengut på skulderen, og uden at jeg har gjort noget, er jeg inklusiv taske langsomt blevet lettere.
Jeg ved, hvem jeg snyder og at jeg tror, jeg stjæler øjeblikke. Det står klart på trods af tårer, at den historie er gammel.
På klippen, ved vandet, under himlen i mit øjeblik, går det op for mig, at jeg ikke længere stjæler livet – jeg har det – også på skulderen. Og der i samme nu læser jeg tilfældigt disse ord:
“There is no surprise more magical than the surprise of being loved. It is God’s finger on man’s shoulder.”
Charles Morgan, The Fountain