Hjemkomst

Bænk med symbol fra Ørslev Kloster

Om mening, lykke, selvforglemmelse og vasketøj på Ørslev Kloster Arbejdsrefugium

At ankomme hertil Ørslev Kloster skete både langsommeligt og med det samme. Som noget af det første satte jeg mig på en bænk i klostergården og ventede på Garry, der var på vej fra vinmarkerne, for at byde mig velkommen. Straks som jeg satte mig sprang to smukt stribede katte op og flankerende mig med kælende snuder og kroppe mod hver af mine sider. Jeg følte mig pakket ind i blød velkomst.

Et par turister listede omkring, og jeg kunne se på deres blikke, at de synes, de var i gang med unoder, for de var gået ind på klostergangen, uden at have noget gøremål der. Jeg sank dybere ned i bænken og tænkte, du milde verden, tænk at jeg skal bo her i 9 dage – og følte mig meget privilegeret.

 

Rummene

Garry viste mig rundt – alle rum med nøglen siddende uden på i låsen var ledige. Efter rundturen kunne jeg frit gå rundt og kigge på værelserne i ro og mag og vælge det, jeg synes passede bedst til mig. Alle rum med stikkontakter udenfor var fællesrum. Det var rimeligt til at finde ud af. Og alle de gamle skabe, skuffer og kister skulle jeg endelig bare kigge i …   “Du følger bare din nysgerrig her på stedet”, sagde Garry.

Der var kun én enkelt regel på klostret, fik jeg fortalt. Spiste man i Olgas spisestue, så skulle man huske at dække op til hende. Det kunne jeg godt lide, selvom hun jo egentlig havde været død længe. Olga var den kvinde, der for mange år siden cyklede forbi et faldefærdigt Ørslev Kloster på en sommerferie fra Københavns trængsler – og der på turen forelskede sig. Som hun selv beskrev det, så blev den cykeltur i juni 1928 til hendes “livs tur”. Ørslev Kloster blev hendes livsværk og skulle for al fremtid bruges til arbejdsrefugium. Så kæmpe tak til Olga Sponneck. Jeg vil spise sammen med hende en aften, inden jeg tager hjem og måske nogle af fortidens nonner også vil gæste os – bordet er i alle tilfælde stort nok.

Mit værelse blev Komtesse Olgas gamle soveværelse. Jeg valgte værelset, da man kan gå gennem et skab og videre ind i den smukkeste stue, med højt til loftet, veranda og solopgang i morgentimerne. Magiske rum på rum på rum og nede i enden af alle stuerne var der lige ankommet et Bösendorfer piano. Det var en begivenhed at se det ankomme og udskifte det gamle. Hvor ville jeg gerne kunne spille på klaver i Olgas spisestue. Der er en helt særlig akustik, som er lidt af et tilløbsstykke for musikere.

 

Menneskene

Der er simpelt og smukt på Ørslev Kloster lige fra det mindste til det største. Nøgleringen til mit værelse, som jeg kun får brugt til at kigge på, er lavet af egetræ fra midten af år 900. Træet har Garry og Janne fundet som en del af en gammel brønd foran klosteret. Garry og Janne er begge arkæologer og passer på stedet her med passion både for mennesker, fællesskaber og historien. Sammen med Mik og Sonja, der også arbejder her, gør de stedet til noget særligt. En eftermiddag havde Sonja forklaret mig en rutevejledning til en god 8 km løbetur ud til fjorden. På vejen hjemover kom hun cyklende for at kigge efter mig – hun ville lige se, om jeg havde fundet vejen. Tænk at tage sig tid til lige at kigge efter sådan en københavner, der fræser rundt her i sin skriggule løbevest.

Der er mange historier her på stedet. Der er fx en gæst fra Ålborg, hvor varmen går i radiatorerne, hver gang han kommer hertil. En af gæsterne der er her på samme tid som mig, bliver lidt bekymret, for opvaskemaskinen gik i stykker, da han prøvede at tænde den, så måske bliver han til ham, der altid får opvaskemaskinen til at kapitulere. Det synes han ikke, er særlig storslået. Vi må se, hvordan evnerne udarter sig hen over dagene. For som dagene går her på stedet, så sker der noget med én. Det er den langsomme velkomst – den langsomme hjemkomst.

 

Nulstilling

Jeg kom træt til Ørslev Kloster og med klar intention om at skrive på nogle forskellige projekter – men som vigtigste mål, at være åben og lade engagementet løbe afsted med mig, hvis der var noget, der ville løbe af den eller anden art.

Jeg kom fx til at spise 8 æg, fordi de var så friske og smagte så godt – det kom der en svær mavepine ud af – men passioneret og lystbetonet, det var det og i absolut tankeløshed.

Egentlig ved jeg ikke præcist, hvad de første 3 dage gik med ud over at spise æg … det ene øjeblik overgik til det næste, bevægelse fra det ene til det andet. Alle tre dage er jeg vågnet ved 4-5 tiden og først ti timer senere, er jeg kommet i tanke om at børste tænder. Det kan jeg ikke huske, er sket i mit voksne liv før. På forunderlig vis har jeg glemt alle regler og skal og bør og støder heller ikke ind i nogen her på stedet. Alle rutiner er sat ud af drift og nulstillet. Dagene finder deres egen puls og jeg finder langsom også min egen.

Det simple liv og historiens vingesus her er krøbet ind i hver celle og hver tanke. Jeg vibrerer meget jordnært som træerne her omkring mig.

Rodfæstetheden fra første dag på bænken i klostergården har holdt ved mig og er blevet dybere time for time. Jeg føler mig sælsomt meget i live og til stede og forbundet og får nogle tydelige angivelser af, hvad der er vigtigt for mig i mit liv. Lige fra det IKEA bord som bare skal ud, når jeg kommer hjem og erstattes af rigtig træ til større overvejelser om livsværdier.

 

Selvforglemmelse

På min 4. dag på klosteret vælter ordene ud. Jeg skriver og skriver i 16 timer. Midt i det hele bliver jeg kontaktet af lokalavisen, fra der hvor jeg bor normalt – de vil gerne lave et interview med mig til en artikel om parterapi. Jeg føler mig lykkelig og så slår det mig, at det jo er sandt det med, at lykke er en sidegevinst. Lykke er en sidegevinst ved at beskæftige sig med noget, der giver mening og rækker ud over en selv – ja som endda i den grad giver selvforglemmelse.

Lykke er noget der følger; den kan ikke forfølges – det bliver skåret ud i pap for mig her og nu – det hedonistiske paradoks.

Happiness cannot be pursued; it must ensue, and it only does so as the unintended side effect of one’s personal dedication to a cause greater than oneself or as the by-product of one’s surrender to a person other than oneself.  Viktor Frankl 1946

Så lykken er dejlig og egentlig en selvoptaget og kortvarig størrelse, der kommer og går. Meningen er på sin vis det modsatte – en orientering ud af og mod noget, der er større end én selv og måske mere vedvarende. Noget der i den meningsskabende selvforglemmelse forbinder fortiden med nutiden og fremtiden og individet til fællesskabet og den anden. Måske er det her, ordene i virkeligheden møder sin begrænsning. Mening er en oplevelse af sig selv i verden, hvor der af forskellige grunde udspringer en vilje til at skabe, måske en kreativ kraft der er dybere og større end nogen peak oplevelse af lykke.

Meningsfuldhed er et omdiskuteret filosofiske og religiøst begreb, der trods det folder sig så såre simpelt ud i handling her på Ørslev Kloster. Man tager til Ørslev Kloster for at arbejde med noget, som giver mening for den enkelte. Man ønsker at hengive sig til en meningsskabende aktivitet – man har en skabertrang. Her er fx en kunstner, der er ved at tegne forsiden til hendes næste undervisningsbog. Hun fortæller, hvordan hun glemmer tid og sted, når hun tegner og bare kan blive ved, hvis hun ikke husker sig selv på, at der også er tekster til hjemmesiden, der skal skrives. Der er historikeren, der en nat drømte handlingen til den debutbog, han dedikeret skriver på nu, for historien vil bare ud og det er svært at få tiden til at række i hverdagen. Der var også pastoren, der var forbi i weekenden uden et egentlig mål, han trængte blot til at tappe ind i atmosfæren her – måske så det næste projekt kunne tage form.

Viktor Frankl formulerer i hans bog: Man’s Search for Meaning tre måder, hvorpå vi kan opdage eller skabe mening i livet:

  • Ved at gøre et stykke arbejde eller en tjeneste for en anden
  • Ved at erfare noget eller møde et andet menneske eller idé
  • Ved den holdning, vi indtager til det ubærlige, selve livets lidelser

Alt den visdom er samlet i levende essens her på Ørslev Kloster. Her arbejdes dedikeret i alle kroge, her er mødeøjeblikke, små tjenester der drysses ud over dagen, passioner og besværligheder der deles og i det hele er forgængeligheden, der hviler i murværket og i morgentågen på kirkegården, mennesker der ankommer og rejser videre, for måske at ankomme et nyt sted.

Mening gør meget til at bære – måske alt. C. G. Jung

 

Muriels Klostervask – en ren åbenbaring

Jeg har lyst til at vaske alt mit tøj i klosterets hjemmelavede økologiske sæbespåne sæbe, hænge det til tørre der ud på snoren og pakke det hele rent ned, så jeg kan tage en del af klosteret med hjem og pakke det ud og pakke mig ind i det der føles så dejligt simpelt, ærligt og meningsfuldt. Heldigvis kan man få vaskespånemixturet med hjem i små papirsposer og med opskrift på. Det hedder: “Muriels Klostervask – en ren åbenbaring”.

Jeg er pludseligt og langsomt kommet hjem til mig selv og det er frydefuld og skræmmende, for der skal mere end udsmidning af et IKEA bord til, hvis jeg vil trække vejret så dybt og så frit, som jeg gør det her på Ørslev Kloster.

For at mildne overgangen fra klosterliv til hverdagsliv og for at huske på det er vigtigt for mig, så det ikke sander til, har jeg booket et par uger mere her på Ørslev Kloster til vinter og håber i mit stille sind, at jeg kan komme en tur forbi til sommer også. Jeg vil gerne have mere selvforglemmelse, åbenhed, skrøbelighed, ydmyghed og taknemmelighed. Og heldigvis så har jeg opskriften på vaskemidlet til åbenbaring med hjem. Tak for det også …

 

Undervejs på livs tur

Nu vil jeg afrunde dette skriv her midtvejs på mit første refugium på Ørslev Kloster – og som med mening således også med dette skriv – der er ingen bastant afslutning eller endemål, men blot et livtag, der rækker videre.

Jeg vil spørge Mik, om han vil fortælle mig noget om træ og træer, for det er kommet mig for øre, at det ved han meget om. Kattene er netop dukket op igen og ligger rundt om mig her ude på verandaen. Janne kommer forbi og vi snakker om billederne på Ørslevs Klosters hjemmeside. Så spørger hun, om hun må tage et billede – af mig og katten – og jeg føler mig på samme tid lykkelig og meningsfuldt til stede med kattene, Janne, klostret, træerne og det alt sammen – her undervejs på min livs tur.

Happiness is like a cat, if you try to coax it or call it, it will avoid you; it will never come. But if you pay no attention to it and go about your business, you’ll find it rubbing against your legs and jumping into your lap. William Bennett

 

Betinna Sidor

Ørslev Kloster april 2019