Det er et travlt projekt at tro, du selv skal skrive hele din livshistorie, forme dagen og vejen præcist afmålt ud fra forhåndsvurderinger af fare — gode og dårlige valg. Der bliver selv den bedste lidt mat i sokkerne af.
Hvorfor ikke bare forvente det gode? Tillade at livet spiller ind og endda som medspiller i stedet for modspiller?
I dagligdagslivet er frygten en god ven og ikke en ven der skal have hele kontrollen — for i det perspektiv ser du aldrig, når dagen griber DIG — for du har for travlt med at gribe dagen.
Du kan lige så godt forberede sig på det bedste!