Vores mest varige fortrydelser er dem, der stammer fra vores oplevelse af, ikke at have forfulgt ukendte stier og vovet drømmene. Fortrydelser der mere omhandler pligt, skulle og burde svinder hyppigere ind over tid og fylder mindre i det lange løb.
Interessant er det, at vi oftest fortryder det, vi ikke gjorde, men ønsker vi havde gjort — frem for ting som er gjort, men som man ønsker, man ikke havde gjort. Kort sagt, så fortryder vi oftest passivitet frem for aktivitet.
Påstanden underbygges af flere studier. Tom Gilovich og Shai Davidai gennemført fx et forskningsstudie, hvor konklusionen var, at flertallet hjemsøges af fortrydelser, der handler om uopfyldte forhåbninger, mål og ambitioner mens fortrydelser omhandlende svigtende pligt og ansvar fylder mindre.
På kort sigt fortryder folk mest deres handlinger – på lang sigt holder passivitets-fortrydelserne fast længere tid.
Der er klart, at nogle fortrydelser, der handler om svigt og ansvarsfralæggelse er ekstremt smertefulde og kan forfølge livslangt. Men for de fleste mennesker er den slags fortrydelser langt i undertal ift. de fortrydelser, der handler om ikke at have prøvet, ikke at have haft modet til at forfølge de ukendte veje.
En forklaring kan være, at fortrydelser ift. det der blev sagt og gjort, kan gøres godt igen – eller om ikke andet så forsøgt afsluttet. Man kan sige undskyld og arbejde på at gøre tingene gode igen. ”Burde og pligt” fortrydelser bliver til huller på vejen – problemer, som tiden filer på og tilbagelægger. “Jeg prøvede i det mindste…” Det der ikke blev gjort — passiviteten — vejen der uigenkaldeligt er passeret, kan nage for evigt.
De eventyr der blev passeret uåbnet af frygt for det ukendte og frygt for, hvad andre mon ville sige, lægger sig for mange som tunge sten i sjælens rygsæk. Ud over tyngdenkraften i tiden der går, bindes der energi og ufrihed i de betydningsfulde uafsluttetheder. Selv om vejen ikke blev valgt, gås der tilbage igen og igen…
Hvad kan man så bruge den viden til?
Du kan brokke og beklage dig dagen lang og fortsætte med at se et halvtomt glas i bagspejlet resten af livet.
Du kan tillade en sorgfuld stund, når tanker omkring de ulevede muligheder passerer forbi. Der vil altid være noget, der ikke blev eller noget, hvor du ikke levede op til det, du synes, du burde og skulle. “This too shall pass” … kan du sige, og trække vejret…”
Du kan gribe fortrydelsen og bruge den som en vippe, til at springe ud i det liv, du gerne vil leve.
- Er der nogen, du vil have talt med? Nogen du gerne vil fortælle, at du er ked af noget du gjorde eller bidrog til?
- Er der noget, du vil i gang med? En aktivitet, oplevelse, noget du gerne vil lære, noget du ønsker at gøre anderledes fremad?
- Er der noget, du kan sige pænere og mere respektfuldt til dig selv? Ingenting bliver bedre af, at du slår dig selv med bebrejdelser. Du har gjort dit bedste undervejs og måske er det tid til at arbejde med tilgivelse — af dig. Selvkærlighed handler om at kunne være med modsætninger – det er, hvad der gør dig hel og fri.
Hvis roret er for stort til at dreje livskursen rundt selv, så få hjælp!
Fagligt indhold er inspireret af følgende artikel
Davidai, S., & Gilovich, T. (2018). “The ideal road not taken: The self-discrepancies involved in people’s most enduring regrets”. Tidsskriftet Emotion, American Psychological Association