… eller sagt på jævn dansk: Betinna sidder på Oslobåden og føler sig gammeOdysseus’ hjemfart til Ithakal…
Sidder i skrivende stund på Oslofærgen med mine ekstra stærke læsebriller og knitrer med Kristelig Dagblad. Jeg har et ben oppe på en stol, fordi jeg har ondt i knæet, spiser nye gulerødder, drikker medbragt kulsort te med havremælk og kan ikke få spejlbilledet i cafeen til at passe med mig…
Jeg er taget afsted på eventyr og er alt muligt inden i – og jeg kan ikke finde ud af, hvordan udenpå og indeni hænger sammen.
Senere på vej i køjen støder jeg knæet mod bordet og med ørepropperne godt stoppet ind, falder jeg om i sengen af grin, fordi det hele er så komisk – tragisk og lykkeligt.
Jeg forstår ikke det liv, hvordan pokker gik tiden?
Min kahyt er heldigvis over vandoverfladen, men lige under diskoteket. Netop her går det lidt mere op for mig, at jeg ikke længere skal blive til noget. På vej ud er jeg på vej hjem.
—
Når der er sorg, har jeg lært, at der er kærlighed. Så livet er godt og anderledes end lige før. Hvis jeg ikke længere skal bevæge mig for at blive til noget, eller være nogen – hvad skal så trække urværket?
Nu gik tiden igen og det er solskinsmorgen på Oslofjorden. Her oppe på taget er udsigten smuk. Jeg tror, jeg skimter både Oslo og mit Ithaca.
Urværket går af sig selv – det både mærker og ser jeg.
NB: hvis nogen skulle komme i tvivl, er jeg ikke ved at flytte til Oslo!