Desværre kender mange af os smagen af at gå over vores egne grænser både for os selv og for andre i for lang tid – uden pauser, restitution eller plads til at levere mindre end det ypperste og uden plads til at fejle. Her har perfektionismen fået overtaget, den indre kritiker styrer alt.
Vi fortaber os i selvkritik og kritik af verden omkring – vi får tunnelsyn på gøren uden plads til vejrtrækningen og fingeren ryster for meget til, at vi tør trykke på – nu er det nok knappen – og ind imellem læne os lidt tilbage i livet og nyde synet.
At anstrenge sig for at gøre sit bedste er prisværdigt – ikke at kunne give plads til det middelmådige iblandt kan man dø af.
High performance kræver restitution. Nogle af os får i for lange perioder af vores liv forvildet os over på den banehalvdel, hvor high performance er 24/7 – det er en ulige kamp dømt til sandsynligt tab.
Elasticitet i både sind og krop gør os godt – der kan vi både være og gøre, fejle og kravle op på hesten igen uden at angsten stopper os på motorvejen og vi tror, hjertet lukker ned endeligt om 3 sekunder.
Mange af os stiller i dag idealbilleder foran os uden at tage stilling til, om idealet passer til vores indre værdisæt. Den afstemning er vigtig, inden vi kaster os ud i at leve op til perfektionen – ind imellem.
Ellers er der pludselig gået et helt liv, hvor vi arbejdede for at få noget andet, end det vi i virkeligheden havde brug for. Et helt liv hvor vi arbejdede på at gøre andre stolte af os, uden at vi selv fandt ud af, hvad vi i virkeligheden selv brændte for.
Ønsker jer en skøn perfekt uperfekt dag derude – med plads til det middelmådige og storslåede! Det ufornuftige og fornuftige. Go do you og husk det indre kompas altid taler til dig!
Et af mine favoritdigte der giver mig gåsehud, hver gang jeg læser det…
This is the true joy in life, the being used for a purpose recognized by yourself as a mighty one; the being a force of nature instead of a feverish, selfish little clod of ailments and grievances complaining that the world will not devote itself to making you happy.
I am of the opinion that my life belongs to the whole community, and as long as I live it is my privilege to do for it whatever I can.
I want to be thoroughly used up when I die, for the harder I work the more I live. I rejoice in life for its own sake. Life is no “brief candle” for me. It is a sort of splendid torch which I have got hold of for the moment, and I want to make it burn as brightly as possible before handing it on to future generations.
George Bernard Shaw
En anden dimension er, at når vi lukker op for følelseslivet, så lukker vi også op for det mere uforudsigelige og afmagten – både over for os selv og omverdenen.
Det er sin sag, at tage det man mærker seriøst, for man ved ikke, hvad der følger med – hverken inden i eller udenfor en selv.
Der er lidt sandhed i ordene: du ved, hvad du har, men ikke hvad du får…
….
Det har konsekvenser, at gå med lukkede øjne gennem livet – eller at holde fast i det man har, af frygt for det man ikke kender.
Det har konsekvenser, at stå ved det man føler, oplever og ønsker – det kræver tilvalg og fravalg – både ift. hvad man VIL gøre anderledes i egen væremåde – og hvad man VIL bruge dagen og vejen på og sammen med hvem.
Og ingen vej er uden skyld eller skam, så når du går, så gå så tappert som muligt – så modigt som du kan – så tættest som muligt på det der er dig.
FORDI
Det fineste og bedste og smukkeste og mest værdifulde, du kan give til verden – det er din egen unikhed – på både godt og ondt.
Du er dit bidrag til verden i din helhed.
Vis mig dig – når du kan – så bliver verden et rigere sted!
….
Hvis du ikke vil kendes ved det hele af, hvem du er, hvad der er i dit liv og hos dem du elsker, så får du kun det halve.
og det kan også være vejen …