Terapirummet holder ofte sorgen over det ulevede liv. Fortrydelserne, bitterheden, vreden over tiden der gik og det der ikke var. Det liv der ikke fik plads — det der blev undladt — det der ikke blev gjort. En slags undladelsessynd over det der ikke blev, selv om det blev til noget andet.
- Ordene der ikke blev sagt, mens tid var
- Forhold der trak ud længere end godt var
- Uddannelsen der ikke blev valgt eller gjort færdig
- Skuffer og skabe med projekter og drømme der ikke blev åbnet
- Kærlighed og livspassioner der ikke blev forfulgt
- Vigtige livsbeslutninger, drømme og længsler der sad fast …
Fortrydelsens tyngden over det ulevede liv kan være tung. Så tung at den hænger i tankerne som dødvægt — og bor i kroppen som feber og mørke — og tager søvnen, når blodet pludselig løber den anden vej …
Hvor uforsonligt det end lyder, så er tiden gået. Den nærmeste trøst er, at vi kan være to om at se, på tiden der gik. Det i sige selv kan bygge bro mellem fortiden og nutiden, så fortrydelsen der kan handle om både skyld og skam, blive til at være med.
Hvordan kan du leve nu, så du ikke opbygger mere fortrydelse?
Hvad ønsker du?
Hvad kan du gøre for at opnå det?
Hvad vil du gøre for at opnå det?
Ufærdige drømme – hvorfor?
Hvorfor blev det, som det blev: ufærdigt, uforløst, ikke udlevet?
Hvorfor siger du ét og gør noget andet?
Her har du en liste med forslag til inspiration … nogle lidt barske — nogle lidt bløde. Tage selv — vælg selv!
Lader du det være et ufærdigt projekt, så du kan bruge din selvkritik som selvkritik-brændstof. En selvvrede og irritation der brænder som drivkraft til andre steder i livet at bevise, at jo du er jo god nok.
Lader du det være et ufærdigt projekt, fordi du ikke længere gider at gøre noget, for at bevise, at du kan. Du ejer ønsket og lever med, at du ikke altid får eller gør, hvad du drømmer om.
Lader du det være et ufærdigt projekt, så du kan varme mig ved tanken om, hvad du kunne have gjort? En slags illusion om evner og talenter, der får lov at leve, ved ikke at blive udlevet.
Lader du det være et ufærdigt projekt, fordi du har brug for at fortælle om et blændværk til andre. Lidt ligesom at tisse i bukserne for en stund og sole dig i fantasien om anerkendelse.
Lader du det være et ufærdigt projekt, fordi alt kommer til den, der venter. Du venter til tingene folder sig ud af sig selv. Det løser sig, hvis det vil løses.
Lader du det være et ufærdigt projekt, fordi projektet i virkeligheden ikke er dit, men en forestilling om, hvad du bør og skal i andres øjne.
Lader du det være en tilsidesat drøm, fordi du ved at drømmen ført ud i livet enten vil være for meget for enten dig eller dem omkring dig.
Lader du det være en ufærdig drøm, fordi drømme er gjort af et andet stof end viljen. Et stof der som ønsket går forud for viljen og ikke følger nogen regel om, at når man har sagt A, må man også sige B.
Tilvalg, fravalg og det midt imellem
Det siges, at det ikke at vælge også er et valg. Det er dog en anden type valg, end et ja eller nej.
Her trænger Irvin Yaloms ord sig på:
“Ethvert valg indebærer et fravalg af andre muligheder, og hver en ting vi afstår fra, åbner vores øjne for begrænsninger og forgængelighed”
Det ikke at vælge — at lade drømme hvile og skattekisten bugne med ufærdige projekter kan i det lys handle om døden og forgængeligheden. En slags angst og fornægtelse af virkeligheden, hvor døden er svær at komme helt uden om.
Ordene er fra Yaloms bog “Som at se på solen”, der handler om at leve med døden. Døden som i sin nøgne barskhed som regel kun kan mærkes og accepteres kortvarigt, som at se på solen.
I det ulevede livs skygger bor således også forgængeligheden raslen og dødsangsten dybder. For når vi vælger, så åbner vi øjnene for livets begrænsninger og forgængelighed.
Som jeg sidder og skriver lige nu, kommer min yngste søn forbi og siger:
Sønnike: Gud, er du ikke gået i seng endnu?
Betinna: Nej, jeg sidder og skriver om døden.
Sønnike: Du er næsten nået dertil, så sent som det er.
Betinna: Du er genial sønnike – nu kommer du med i min blog. Søvn er på en måde en lille død, man skal overgive sig til.
Sønnike: Ja, og man kan også sove sig gennem hele livet.
Og så går han ud i køkkenet, hvor han har tilberedt elsdyr med vennerne.
Og jeg skal vel også sove.
Eftertanke – det ulevede liv uden forklaringer
Jeg tror på, at døden ligesom kærligheden lurer i mange af vores beslutninger – både alt det vi tilvælger, fravælger og ikke vælger.
Personligt vil jeg lige nu ved livets zenit helst leve med noget, der ikke gik, end noget der aldrig fik lov at prøve at gå.
Når jeg ikke ved, hvad jeg vil og ikke vælger, så gør jeg det til et tilvalg. Det ikke at vælge får lov at prøve at gå.
Hertil ender jeg ved, om et svar der giver en forklaring, gør en forskel eller blot er en bortforklaring?
Så tilbage er der vel som altid at sige: der er, hvad der er .. og det kan vi være to om at dele.
“Det ulevede liv er en sygdom, der kan forårsage døden.”
Carl Jung