“Mennesket forandrer sig, ikke når de forsøger at blive, hvad de ikke er, men først når de bliver, hvad de er”.
Arnold Beisser “Paradoxical Theory of Change” 1971
Sagt på en anden måde: Når du bliver den du er, sker forandringen.
At blive den du er, betyder at rumme livets ambivalens.
At acceptere sig selv er at stå ansigt til ansigt med virkeligheden, ikke nødvendigvis at kunne lide den. Livet er ikke altid retfærdigt, pænt og hyggeligt – det er også alt det modsatte.
Vi kan møde os selv med større eller mindre selvomsorg, men jeg tror ikke på, at vi kan elske alt ved os selv. Hvis vi virkelig går vejen, så følger der skyld og skam med – for vi kan ikke gøre alle glade hele tiden – ikke i virkeligheden – og heller ikke os selv. Men det vi kan, er at stå ved det, vi gerne vil, det der er dig! Også når der er modvind, når du træder ved siden af, er urimelig …
I terapi er øvelsen for mange at finde ud af, hvad de overhovedet ønsker – hvad de har brug for. Dernæst om man tør bringe ønsket ud i livet og stå ved, den man er – om det er modet eller frygten, der styrer vejen.
Det kan være noget af en life changer, at få øje på, hvordan man selv lykkedes med at spænde ben for det liv, man gerne vil have.
Både i individuel terapi og parterapi er følgende spørgsmål centrale
Hvad ønsker du/I?
Hvad kan du/I gøre for at opnå det?
Hvad vil du/I gøre for at opnå det?
Ellers er der pludselig gået et helt liv, hvor vi arbejdede for at få noget andet, end det vi i virkeligheden havde brug for.
Et helt liv hvor vi arbejdede på at gøre andre stolte af os, uden at vi selv fandt ud af, hvad vi i virkeligheden selv brændte for.