Tanker om fortrydelser og hvad der kan blive anderledes, har fyldt denne smukke og lange sommer. Kaos i verden, i vejret, i værdierne presser sig på udefra sammen med tiden som sandet i et timeglas. Jeg har været kaldt til frivillig tælling langt inde i de norske fjelde og evalueret mit eget lille timeglas : hvad er der at gøre for mig?
Hvad vil jeg nå, inden det er for sent? Hvordan vil jeg leve? Hvad er vigtigt? Hvordan bidrager jeg bedst?
Egentlig tror jeg på at sætte den ene ben foran det andet med størst mulig tillid og opmærksom undervejs. Lægge væren i gøren, frem for at stille spørgsmål om væren eller gøren. Huske at stoppe op og undersøge intentionen bag små og stor valg og erkende, at det ikke er alt i livet, der kan styres : fx kærligheden. The Road Not Taken – afhænger ikke kun af mig.
Men er der noget at tage ved lære af, ved at kigge tilbage efter fortrydelser? Ikke som en tung nedtrykkende dom, men som en guidende hånd ift. at træffe valg fremadrettet?
Stof til eftertanke – Top 5 over livs fortrydelser
En australsk hospice-sygeplejerske Bronnie Ware bemærkede, at når hun talte med de døende om deres liv og fortrydelser, var der 5 svar der gik igen. På baggrund af hendes oplevelser, udgav hun den meget omtalte bog “The Top Five Regrets Of The Dying”. Altid til tankevækkende påmindelse.
Her er de døendes fem største ønsker for livet, hvis de døende kunne starte forfra:
- Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.
- Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget.
- Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
- Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner.
- Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.
En personlig fortælling om fortrydelser
En aften slog det mig, at jeg ikke havde nogle sådan rigtig store fortrydelser, derefter slog det mig endnu hårde, da fortrydelserne alligevel bankede på bagfra.
Jeg havde læst en artikel med titlen “Mit livs fortrydelser”. Senere samme dag på en aftentur med en veninde, hørte jeg mig selv tage artiklen op og sige -”Desværre, har jeg ikke noget, jeg sådan rigtig fortryder – så ingen fortrydelser, ingen historie…”.
Vi gik videre i varmen og snakkede om livets valg, at stien bliver mindre og horisonten bredere. Min veninde sagde, at helt overordnet, så er der ikke noget, man kan fortryde, for alt er jo præcist, som det skal være — ellers havde det jo været anderledes. Det er nok den logik, mine tanker har fulgt — det ene hænger sammen med det andet. En nuance gik op for mig; jeg tænkte i fortrydelser, som det jeg ikke havde valgt at gøre — The Road Not Taken – min veninde tænkte på fortrydelser ift. det, der var valgt og gjort.
Siden aftenturen har tanker om fortrydelser hængt ved mig og jo, jeg har en historie.
Historien er dog besværlig, for det er ikke som sådan konkrete til- eller fravalg eller laden stå til, der fylder mest. Historien går mere i retning af livsmønstre og livsbevægelser og hvad deraf følger af ulevede liv, undladelsessynd, ufærdige drømme eller overfyldte bægre.
Jeg har så absolut erindringer, hvor jeg har svært ved at se mig selv i øjnene, men der er noget andet, der presser på her og nu — det er strukturer, der trækker mere end indhold. Hvordan frem for hvad.
Tilvalg og fravalg
-”Det vil jeg gerne, det lyder spændende, ja lad os prøve det, det kan jeg godt, ok jeg giver det et skud, det er fint – det kigger jeg på….”
Grundmønsteret i mit liv rummer en privilegeret grad af frihed og rigtig mange tilvalg på vejen.
Det går langsomt op for mig, at de mange JA’er uanset drivkraft og virkning har en slagside og måske en iboende ufrihed. Jeg har ikke valgt særligt meget fra – men forsøgt at nå det hele.
På et tidspunkt læste jeg i en af Irvin Yaloms bøger, at valgets besværligheder kredser om døden.
“Ethvert valg indebærer et fravalg af andre muligheder, og hver en ting vi afstår fra, åbner vores øjne for begrænsninger og forgængelighed”
Har jeg i virkeligheden løbet alt hvad jeg kunne under tilvalgets fane med en drivkraft båret af en slags underliggende dødsangst – frygten for at gå glip af noget, ikke være noget, hvis jeg ikke gør noget og er med?
Fortrydelser under lup
Det livsmønster der tegner sig under den kritiske fortrydelses-lup kunne, som alle historier, godt omformes til en anden og mere heroisk fortælling – det hører en anden dag til. Lige nu skubber den skarpe fortrydelses-dissekering godt til eftertanke.
Evalueringen er ikke svært retrospektivt, men lander hårdt, fordi ansvaret for at være og gøre anderledes fremadrettet udfordrer og skræmmer.
Der er et ansvar på spil her som rækker ud over den enkelte. Et ansvar der kræver troskab og den troskab, starter med troskab mod én selv.
Modet til at gøre ingenting
Meget er skrevet om valgets kunst og lige nu kredses jeg om 2 af slagsen – det halvhjertede og helhjertede valg:
Halvhjertede valg
Valg, som reelt ikke er full blown tilvalg. De valg bliver taget, for ikke at have besværet med at fravælge. Ofte med skjult intention om at leve op til egen eller andres historier og forventninger. Det kan være en produktiv modus, hvor du får noget fra hånden, men du bliver sjældent glad og tilfreds — og det gør andre i virkeligheden heller ikke. Det er den hedoniske trædemølle.
Helhjertede valg
Så er der de valg, hvor du siger ja til “den blå” og nej tak til “den røde”. Det er korsvejs valg. Det er valg, hvor bevidstheden er tilstede om at et valg har konsekvenser — en pris du må leve med, fordi noget er sandt for dig. Det er valg, hvor der er noget på spil som valget mellem tornerosesøvnen og virkeligheden… eller den røde eller blå pille i filmklassikeren Matrix.
En afart her er valget om ikke at træffe et valg, modet til at gøre ingenting, vælge ingenting til uden et specifikt alternativ andet end et vakuum af en slags tomhed. Det er modet til at vente på den hvisken, den retning, den handling der virker sand, for dig. Modet til at gøre ingenting ligger ofte forud for de helhjertede valg af noget konkret, der har forandringskraft og rækkevidde – i alt lige fra morgenritualer, forbrugsmønstre, job og partnervalg m.v.
Hver sin tid til sine valg
Det er den sidste type valg af ingenting, jeg gerne vil nå at smage mere på. I stedet for hele tiden at fylde min livs-kop, vil jeg gerne nå at opleve, hvad der sker, hvis den er tom — og bliver fyldt af noget andet end kun mig selv. Bare det at forestille mig den måde at være i livet på, giver fornemmelse af højdeskræk. Hvis jeg skal turde stå der, i min metaforiske tomme livs-kop, og turde stå i fravalgets slipstrøm af ingenting, så har jeg brug for min hjemmestrikkede tro – for ellers forsvinder jeg i ingenting ligesom i friheden.
Jeg tror, det er sådan, at mellemrummet — der hvor jeg gør hverken/eller — er det, jeg har savnet. Jeg fortryder, jeg har haft så travlt med at fylde mellemrummene op, for der er jeg nok gået glip af himmelrummet.
Jeg vil prøve at skabe flere mellemrum af ingenting, så bevægelserne fremad bliver med størst mulig troskab. Troskab mod mig, er troskab mod livet og således også mod verden i stort og småt.
Jeg fortryder ikke der, hvor jeg er gået helhjertet ind i livet, selv om livet ikke altid har været let der. Perioder med halvhjertethed forstår jeg, og de har også sin berettigelse.
… det at have elsket giver et Menneskes Væsen en Harmoni, som aldrig tabes ganske; nu vil jeg sige, det at vælge giver et Menneskes Væsen en Høitidelighed, en stille Værdighed, som aldrig tabes ganske. Der gives Mange, der sætte en overordentlig Priis paa at have skuet en eller anden mærkelig verdenshistorisk Individualitet Ansigt til Ansigt. Dette Indtryk glemme de aldrig, det har givet deres Sjæl et idealt Billede, som adler deres Væsen; og dog er selv dette øieblik, hvor betydningsfuldt det end kan være, Intet mod Valgets øieblik. Naar da Alt er blevet stille omkring Een, høitideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en anden end han var før, men han bliver sig selv; Bevidstheden slutter sig sammen, og han er sig selv. Som en Arving, om han end var Arving til Alverdens Skatte, dog ikke eier dem, før han er bleven myndig, saaledes er selv den rigeste Personlighed Intet, før han har valgt sig selv, og paa den anden Side er, selv hvad man maatte kalde den fattigste Personlighed Alt, naar han har valgt sig selv; thi det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.
Ligevægten mellem det Æstetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse, Søren Kierkegaard
Mere af det hele
Uddrag og interview i Kristeligt Dagblad
“Døendes største fortrydelse: Hvorfor har jeg ikke gjort lige det, jeg ønskede?”
Irvin Yalom
Yaloms ord citeret ovenfor er fra bogen “Som at se på solen”, der handler om at leve med døden. Døden som i sin nøgne barskhed som regel kun kan mærkes og accepteres kortvarigt, som at se på solen.