Om at finde det RIGTIGE svar

Farer du også vildt i dit hoved indimellem i forsøg på at finde svaret, finde vejen, finde opskriften på hvordan det hele hænger sammen – så du kan træffe de rigtige beslutninger i dit liv?

Det gør jeg. I perioder bliver jeg grebet af et næsten manisk forsøg på at regne livet ud – at finde nøglen til rigtig alignment, grounding, balance, flow, fluiditet…

Lige for tiden er det en gammel traver, som jeg har taget op igen. Jeg prøver at regne ud, hvornår det er rigtigt at acceptere og ikke acceptere, hvornår det er rigtigt at være og gøre – hvornår jeg skal give slip eller holde fast.

  • Hvornår er mine anstrengelser mere nedbrydende end opbyggende?
  • Hvor ligger grænsen til at væren, bliver en sovepude?
  • Hvornår bliver non-doing til passivitet og ligegyldighed – en slags Genovese syndrom? 

Nogle gange er det godt at vippe ud af sofaen eller op på barrikaderne, andre gange godt at blive liggende og trække på smilebåndet. 

Hver gang jeg tror, jeg har fanget svaret, så ender jeg tilbage ved samme spørgsmål.

“The question of the meaning of life is, as the Buddha taught, not edifying. One must immerse oneself in the river of life and let the question drift away.”

Irvin Yalom
Hvordan ved jeg, hvornår det er bedste for mig at gå imod min egen vilje eller følelse – at overhøre en indre modstand? Fx lave en fysisk aktivitet, når jeg føler mig mat og nedtrykt, at se en ven, når jeg ikke umiddelbart kan mærke lysten, at lave et stykke arbejde, når motivationen ikke lige er der.

Hvordan pokker kan man vide, hvilket valg der er det rigtige?

Eller skal man vente ind til motivationen og svaret og retning viser sig?