Jeg ved godt, at det man hører, er man selv og alt hvad man siger, selv de spørgsmål man stiller, handler om én selv.
Derfor kan jeg lige så godt sige det, som det er. I den her video fortæller jeg mig selv, at det er okay ikke altid at være modig, ikke altid at stille sig frem eller bevise, at ”jeg tør godt”.
Jeg fortæller mig selv, at projektet om selvrealisering – at blive sig selv – netop ikke er et raffineringsprojekt, der går i en bestemt retning. Det bliver alt for hurtigt til et selvudmattelses projekt – for hvornår er jeg “mig selv” nok?
At blive sig selv er ikke noget, der ligger ude i fremtiden – noget jeg skal nå frem til. Det at blive sig selv, er at stå ved det, der reelt er mig, den jeg er i ethvert givent både poleret og upoleret råt øjeblik.
Hvis det absolut skal været et projekt, så er det en opgave, der handler om at tage ansvaret på mig – og det ansvar handler om virkelighedsnærhed. At være så opmærksom som mulig på hvad der udgør den nøgne. skræmmende, indlysende, barske, grove, uslebne og smukke virkelighed.
Det er alt rigeligt!
Let your light shine • Realease your beast • Go do you
Mine øre er trætte af alle de sætninger og ord, der i korte vendinger fortæller mig om, hvordan jeg bare skal lade mit indre lys stråle og være mig. Det værste af det hele er, at jeg selv er med i koret. Netop i dag hænger korte påbud og anvisninger til det gode liv mig ud af halsen og skubber til min oplevelse af utilstrækkelighed. Og så vrisser jeg tilbage.
Gad vide hvad det handler om?
Jo, ser du – når jeg bliver irriteret over, at andre vil definere mig, så er en del af historien den, at jeg er på overarbejde med mit selv definerings- og raffineringsprojekt – hvor jeg selv tror, jeg skal være noget bestemt.
Av, den sad.
Med reference til videoen vil jeg lige tilføje: Beklager RØDE KORS – jeg synes også ”Det er et godt valg” med genbrugsplast og genbrugstøj, og det er fint at slippe det indre bæst løs og spise Magnum is, hvis det er det, man vil.
GO BE NOTHING SPECIFIC 🙂
Jeg oplever, at der er en værdiladning, hvor jeg selv inklusiv falder i ved at opfordre til bare at give lods og give den gas med at udleve sit fulde udadvendte potentiale. Og hvorfor egentlig det?
Mon ikke alt kommer helt af sig selv, når man starter der, hvor man lige akkurat har sig selv med eller føler sig helt hjemme? Ikke presser, men venter til modet er større end frygten – til hvad end der er det rigtige for den enkelte – tilbagetrækning eller fremtræden…
Jeg tror, mennesket bevæger sig lige præcist, som det passer til hver enkelt – problemet opstår, når du ikke vil være med det der er i dig fx behov for stilhed, tilbagetrukkenhed, generthed, sårbarhed, følsomhed – eller gentagelser, stilstand, langsommelighed, tænksomhed, tomhed, tvivl ect.
Lige nu er jeg bare træt af opfordringer til det hæmningsløse liv. Det er min erfaring, at hæmninger er der af en grund – og de skal nok blødgøre sig og regulere sig, hvis der er behov for det og man ellers sender dem noget kærlig opmærksomhed