Paradoxical Theory of Change
Du vil bare være glad, bare lidt mere glad og tilfreds med dit liv. For at opnå det, må du gøre noget. Der skal handles, så du kan flytte dig til et bedre og lykkeligere sted. Du må finde opskriften. Finde en logik i, hvad du har gjort, når du er glad, så du kan gøre mere af det samme.
Du tænker, så det knager for at finde logikken. Læser om mindfull living, 10 veje til et lykkeligere liv, tænk positivt, få succes på ti uger… og jo, der er god inspiration og heldigvis har du købt nogle af de bedste bøger, så du kan tage dem frem, når du kommer på afveje.
Så opskriften er tænk og tænk positivt, gør noget, sæt handling bag, sæt mål, træf sunde valg … så skal det nok blive bedre og jo, det virker da og sjældent når det gælder langvarig personlig vækst og medmennesker der har det svært.
Forandringens paradoks
“Mennesket forandrer sig, ikke når de forsøger at blive, hvad de ikke er, men først når de bliver, hvad de er”.
Arnold Beisser “Paradoxical Theory of Change” 1971
Sagt på en anden måde: Når du bliver den du er, sker forandringen og at blive den du er, betyder at rumme livets ambivalens.
At acceptere sig selv er at stå ansigt til ansigt med virkeligheden, ikke nødvendigvis at kunne lide den og begejstres ved alt. Livet er ikke altid retfærdigt, pænt og hyggeligt – det er også alt det modsatte.
At være den den man er – er at kunne være med sin egen uperfekthed.
Paradoxical Theory of Change i terapirummet
I terapi er øvelsen for mange at finde ud af, hvad de overhovedet ønsker – hvad de føler og har brug. De kan måske mærke andres behov og er tunet ind på tilpasning til partnere, forældre, vennegrupper, mediernes historiefortælling om, hvad der er rigtigt og forkert. Eller også kan de slet ikke mærke noget længere – alt foregår i hovedet og livet er et sted, man regner ud.
Når ønsker og retning begynder at vise sig, er næste udfordring, om man tør dele, den man er – det man mærker og ønsker – i alt uperfektheden.
Det handler om at have modet til at gå den vej, der virker mest rigtig for én – og det betyder fx, at man siger nej tak ind imellem og skuffer, at man bliver vred på ucharmerende måder, at man ikke kan bære livets ambivalens til alle tider…
Selvfølgelig skal vi bestræbe os for at være elskeværdige og tage det ansvar på os, som det er at være blandt andre mennesker – og ind imellem er vi alle bare uordentlige, uregerlige, ustyrlige, uberegnelige…
Det kan være noget af en life changer, at få øje på, hvordan man lykkedes med selv at spænde ben for den livskvalitet, man gerne vil have – på egen vej og den vej man måske deler med en partner.
Så længe vi ønsker at forbedre os, uden grundlæggende at have en accept, af den vi er, så vil forbedringsforsøgende sandsynligvis blive ødelagt af os selv. Den indre sabotør er egentlig en sund reaktion på, at vi forsøger at tvinge os selv til at blive noget, vi ikke er.
Hvad sker der?
Hvad ønsker du/I?
Hvad frygter du/I?
Hvad kan du/I gøre?
Hvad vil du/I gøre?